160
den gamle Dame, hvem hun slet ikke kjendte, om hele deres Liv: om deres første Gaard, den dejlige kønne Gaard, som de maatte forlade, for Tiderne var ikke til 'et; om Forpagtningerne én for én, først paa Fyen og saa i Midtjylland og saa i Thy, for hvad gi'er vel Jorden, naar Brasen havde sin Afgift; om Flytningerne og Børnene, der voksede op, og Auktionerne: Brasen skilte sig jo ved 'et, lidt efter lidt, det meste; og nu om Lejen her; den var jo tung for Brasen; for hvad fo'r man ind paa saadan et lille Sted; om deres hele Liv fortalte hun ustanset, som i ét Løb:
— Men man skal strid' et ud, sagde hun.
Admiralinden havde slet intet svaret. Hun sad kun og klappede hendes halvru Haand.
Vicekonsulen kom forbi og stillede sig i Døren, da Fru Fryant, som havde talt med Provsten, gik frem imod Fru Brasen og sagde:
— Kære Fru Brasen, hvor det dog er rart, De kan sidde lidt.
Hun tvang Fru Brasen ned paa Stolen igjen, mens hun selv satte sig ved Siden af.
Vicekonsulen havde vendt sig i Døren. Han skar en Grimasse, idet han gik ned ad Trappen.
— Her er Munterhed, sagde han, da han kom ind i Skænkestuen, hvor Hurraraabene standsede med ét, da man saa
