25
— Naa, man véd s'gu ikke, Brasen er nu altid af dem, der klarer den.
— Farvel, Andersen, sagde Konsulen, der ikke yderligere udtalte sig om Brasen.
Konsulinden, som var staaet op, viste sig selv i Køkkenet, da Andersen kom derind. Det var et overordentligt stort Køkken, hvor Konsulens Forældre i sin Tid selv havde spist, sammen med deres Folk, ved det lange Midterbord. Konsulens Forældre var ogsaa indvandrede fra Slesvig, fra Tønderegnen, ligesom Brasens, og de havde bevaret de halvtyske Vaner.
Konsulinden benyttede nu Bordet til Anretterbord ved sine store Middage.
Fruen, der var i Slobrok, som indesluttede hendes megen Fyldighed ret stramt, udvalgte selv Kødet, uden at berøre det med sine Fingre, der var stærkt besatte med Ringe. Hun spurgte til Hr. Andersens Kone og sagde, mens hun saá ud over Kødet:
— Stakkels Fru Brasen, hun tager stadig Skankene fra Smøgen.
Konsulinden talte bestandigt i et eget venligt Tonefald, der behageligt skjulte hendes Mening. Hendes mærkeligste ydre Særkjende var en overdaadig Anvendelse af Kniplinger paa sin Person. Efter Kl. 2 gik hun bestandig, naar hun viste sig offentligt, med hvide Handsker. Hun deltog uden Overdrivelse i Missionens Arbejde for Hedningerne.
— Pengene faar Andersen jo ved Skuffen, sagde hun.
