53
om sit Nummer, og en lille venlig Enkefrue, der var ledsaget af en halt Datter, som bevægede sig ved en Stok, sagde stilfærdigt:
— Vi vilde gjærne have vore Værelser.
Brasen saá op paa hende, fra sin Kasse:
— De var aftalte, sagde Enkefruen, til i Dag. Hun udtalte g'et i Sætningens sidste Ord.
— Va' de? sagde Brasen.
— Christian, raabte han:
— Hent min Kon':
Fru Brasen gik rundt i Billardstuen og sagde ustandselig:
— Naar vi bare ta'er dem én efter én. . . .
Fru Brasen tog slet ingen, men blev bare ved at gaa rundt, mens hun sagde det samme:
— Det kommer jo lidt pludselig po.
Alle Sprogets aa 'er blev til o'er i Fru Brasens Mund, naar hun blev forskrækket.
— Kjære Frue, vi venter jo saa gjerne, sagde en høj og brunlødet Herre, af en slank og knokkelstærk Skabning.
— Ja Tak, sagde Fru Brasen og saá ham ind i Ansigtet. Det var det første Ansigt, hun saá. Ellers saá hun nærmest Sværmen omkring sig, som den, der kører i Karussel, ser dem, der befinder sig paa den faste Jord.
— Vi er jo saa mange, der kommer lige paa én Gang, sagde den brunlødede Herre.
— Ja, det er det, sagde Fru Brasen, og hun raabte pludselig paa Jens, at han kunde løbe med Inspecteurens til Annexet.
