62
Hun tænkte pludselig paa saa mange lyse Dage og saa mange Minder fra den Gang — fra saa ret længe siden.
Hun saá for sig Pensionen i Zürich, bag den høje Mur, med Akasierne i den stille Have. Et efter et dukkede Kammeraternes Billeder frem, og Johnny og hun selv med ganske unge Ansigter. Hun saá Promenaden og Søen, med dens pludselige Bølger, og Gaderne, og den tekniske Skole med den dejlige og hvide Portal.
Borgmesterens Datter blev staaende ved Gjærdet, som bag et Gitter af de krydrede Æbleroser.
Saa lød der paa en Gang Skridt paa Stien, og to Herrer hilste.
Det var den brunlødede og hans Ven.
Borgmesterens Datter bøjede sit Hoved. Hendes matgule Ansigt var pludselig blevet hvidt.
Hun gik langsomt tilbage gjennem alle sine Blomster, ind igjennem Gaarden og op ad Trappen. De Herrer paa Kontoret, der just skulde til Middag, hilste Frøkenen, men hun saá det ikke.
Hun aabnede Døren til den forreste Stue, hvor alle de ostindiske Fugle kvidrede i Voliéren.
Frøken Ingeborg tog et Klæde og hængte det op for Buret, at Fuglene skulde tie.
Hun satte sig ved Siden af Buret, med Hovedet støttet i sin Haand.
Moderen kaldte, og hun hørte det ikke …
— — —
Landaueren var rullet forbi Vicekonsul Therkildsens Have.
