Side:Sommerglæder.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

73

Den ene Kreaturhandler sagde:

— Det ka' s'gu faa sin Betydning for Byen … og saadan.

En lille bleg Herre fra Apotheket, der i en Krog var beskjæftiget med at bide Neglerødder, sagde:

— Det ser man paa Skagen. Han udtalte »a'et« i Stednavnet, som et udpræget »æ«.

Hr. Therkildsen svarede ikke; men Brasen, der satte Glasset med Portvinen paa Bordet, sagde og rankede sig i sin Ryg:

— Ja, man maa være foretagsom, Hr. Konsul.

— Ja, sagde Konsulen: Fru Brasen er en flink Kone: og lidt efter spurgte han:

— Spiser de ellers alle sammen?

Brasen sagde noget om, at de i Landaueren skulde spise Klokken syv.

— Ja saa, sagde Konsulen, der betalte for sin Portvin, og da han rejste sig, sagde han til Brasen:

— Brasen véd jo ellers, at Butikken er lige her ved.

Lemmen gik op; det var Fruen:

— Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen, hviskede hun.

Da hun saá Konsulen, smækkede hun Lemmen til igjen af Forskrækkelse. Men trods Forskrækkelsen kom hun pludselig til at smile. Hun havde set paa Hr. Therkildsens Ansigt, at de nok turde sende Bud over i Butikken idag, hvis det kneb. Et Øjeblik efter aabnede hun igjen: