75
— For jeg kjender 'et, sagde Drengen, der stod haardt paa sine Ben.
— Ja, ja, sagde Fru Brasen: faa ved Skuffen.
Selv rev hun allerede Aspargeserne op af Kassen med det vaade Sand:
— Skræl dem, sagde hun til Moderen, som tog dem uden at tale og begyndte at skrælle dem, Stængel efter Stængel, og lod dem falde ned i Vandet, én efter én, som skrællede hun Barken af hvide Stave.
Der lød et Brag paa Bagtrappen.
— Christian.
Nu havde han tabt en Bakke, og Fruen var efter ham.
Oppe i den store Spisestue rumsterede Eleven og Stine, der var kommet tilbage fra Therkildsen, med Dækningen.
Alle Fade og Tallerkener flød i Vinduerne og paa Mejeristens Buffet og paa Gulvet, mens Pigerne blev ved at maale Duge til, som ikke rakte.
— Sé efter, Signe, sagde Fru Brasen til Datteren, der stod midt i Hurlumhejen med noget, som Dommedag i sine Øjne:
— Men Stege-Fade er der ingen af, sagde Fru Brasen:
— Signe, spring efter dem til Jespersen's.
Fru Brasen drejede sig:
— Og hvor er Christian?
Christian Christensen laa i Bagstuen paa Gulvet, med sin stærkeste Legemsdel i Vejret, og sammenskrabede Knive og Gafler og tre Plât-de-menager, han havde tabt med Bakken.
