Side:Sommerglæder.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

75

— For jeg kjender 'et, sagde Drengen, der stod haardt paa sine Ben.

— Ja, ja, sagde Fru Brasen: faa ved Skuffen.

Selv rev hun allerede Aspargeserne op af Kassen med det vaade Sand:

— Skræl dem, sagde hun til Moderen, som tog dem uden at tale og begyndte at skrælle dem, Stængel efter Stængel, og lod dem falde ned i Vandet, én efter én, som skrællede hun Barken af hvide Stave.

Der lød et Brag paa Bagtrappen.

— Christian.

Nu havde han tabt en Bakke, og Fruen var efter ham.

Oppe i den store Spisestue rumsterede Eleven og Stine, der var kommet tilbage fra Therkildsen, med Dækningen.

Alle Fade og Tallerkener flød i Vinduerne og paa Mejeristens Buffet og paa Gulvet, mens Pigerne blev ved at maale Duge til, som ikke rakte.

— Sé efter, Signe, sagde Fru Brasen til Datteren, der stod midt i Hurlumhejen med noget, som Dommedag i sine Øjne:

— Men Stege-Fade er der ingen af, sagde Fru Brasen:

— Signe, spring efter dem til Jespersen's.

Fru Brasen drejede sig:

— Og hvor er Christian?

Christian Christensen laa i Bagstuen paa Gulvet, med sin stærkeste Legemsdel i Vejret, og sammenskrabede Knive og Gafler og tre Plât-de-menager, han havde tabt med Bakken.