30
mark og stillede forslag om at fortsætte med det politimæssige arbejde, der allerede havde givet visse resultater.
Himmler afviste skarpt forslaget, idet han sagde, at tiltalte „sejlede i Best's kølvand“ og åbenbart var gået ind for hans milde kurs. Navnlig bebrejdede Himmler tiltalte, at der ikke var sket noget i anledning af nogle nylig stedfundne drab af tyske soldater, hvorimod tiltalte ikke erindrer, om sabotagen blev omtalt.
Himmler gav ordre til, at der skulle øves øjeblikkelig og tilsvarende gengældelse, idet man som ofre skulle vælge modstandsbevægelsens ansvarlige bagmænd, om hvilke der i sikkerhedspolitiets akter måtte foreligge nærmere oplysninger.
Tiltalte var forfærdet over ordren og fremholdt de tekniske vanskeligheder ved dens gennemførelse, men Himmler stod fast ved ordren.
Efter sin tilbagekomst den 6. december gjorde han straks Best og Mildner bekendt med ordren. Best var meget ophidset og erklærede, at han ikke kunne følge den, før v. Ribbentrop havde påtaget sig ansvaret for ordren, hvis gennemførelse ville medføre almindelig uorden og uro. Efter aftale sendte de enslydende protester til deres overordnede tjenestesteder, idet de henviste til ordrens politiske konsekvenser, men der kom intet svar, før Best og tiltalte omkring den 20. december blev tilsagt til det ofte omtalte møde hos Hitler den 30. s. m.
Før mødet hos Hitler var tiltalte tilsagt til Himmler dagen forud. Han var alene hos Himmler, der senere modtog Best. Tiltalte fik svære bebrejdelser for, at han ikke havde fulgt ordren til afstraffelse trods Best's protest. Han meddelte, at der nu var sendt en lydig mand til Danmark, Tiltalte fik kun lejlighed til endnu engang at anmode om at blive sendt til fronten, hvilket afsloges.
Under mødet hos Hitler blev Best, v. Hanneken og tiltalte anmodet om at give en kort orientering om forholdene i Danmark.
Best fremhævede Danmarks økonomiske betydning og fremstillede de politiske forhold ret gunstigt; sabotagen fremstillede han i ganske lyse farver og berørte sikkerhedspolitiets arbejde. Retsforfølgning ved krigsretterne var for langsom, og han anbefalede derfor, at S. S. og politiretten fik jurisdiktion over danskere. Hitler afbrød ham imidlertid her, idet han sagde, at enhver jurisdiktion, der blot ville skabe martyrer, var forbudt, ligesom gidseltagning ogskydning var forbudt. Hitler sagde, at ethvert drab af tyskere eller tyskvenlige øjeblikkelig og under samme forhold skulle besvares, og tiltalte er sikker på, at han anførte forholdstallet 5—1. Som emner for modterroren anførte han den samme personkreds som Himmler; sabotagen skulle besvares med modsabotage over for rene danske objekter: bladhuse, sportsindretninger, forlystelsessteder o. s. v.
Tiltalte blev derefter spurgt om den politimæssige stilling, og han udtalte sig på linie med Best, idet han ligeledes anbefalede jurisdiktion ved S.S. og politiretten. Tiltalte blev midlertid ogsa afvist, Endelig gav v. Hanneken en kort redegørelse for de militære forhold, derunder befæstningsarbejder. Han tiltrådte, at rettergangen ved krigsretterne var for langsom.
Hitlers ordre matte forstås som et ubetinget forbud mod rettergang i tilfælde af drab og sabotage, men ordren opfattedes ikke som omfattende rettergang vedrørende spionage og andre mindre vigtige forbrydelser.
Ordren var rettet til samtlige tilstedeværende, derunder Himmler og Kaltenbrummer, inden før deres kompetencer, i første række til Best, som var den politisk ansvarlige, i anden række til tiltalte som den for ordrens udførelse
