36
på Kaj Munk og et drabsforsøg på redaktør Damm Hansen. Schwerdt havde fået ordre til at rejse tilbage til Tyskland, fordi det danske politi var på sporet af ham, men tiltalte standsede Schwerdt, da han ikke kunne undvære ham ved gennemførelsen af den ham pålagte opgave.
På sit tjenestested holdt han parole med sine nærmeste medarbejdere, vist nok Hoffmann, Zechenter, Wäsche og Scherdin. Han meddelte dem, at der var givet ordre til modterror, og at denne måtte gennemføres, uden at der var mulighed for at komme med indvendinger.
Til gennemførelsen af modterroren ønskede han såvidt muligt ikke at bruge sine egne folk, men særlige grupper, men han har i enkelte tilfælde på grund af personalemangel måttet indsætte sine egne folk.
Tiltalte befalede sine medarbejdere at opgive navne på personer og foretagender, der var egnede emner for modterror og skaffe de fornødne oplysninger om de opgivne emner, billedmateriale o. s. v. Tiltalte gjorde sine medarbejdere opmærksom på at der ved fremskaffelse af emner skulle følges den hovedlinie, at de personer, der var ansvarlige for terroren enten som åndelige førere eller finansielle støtter skulle rammes. Oplysninger om disse personer havde man blandt andet fra udsagn fra arrestanter.
Inden tiltalte overgav den særlige gruppe en liste over emner, havde han selv gennemgået de foreliggende akter og sikret sig, at de pågældende opfyldte de krav, han mente, der burde stilles.
Medlemmerne af den særlige gruppe havde derefter den opgave at foretage observationer til brug ved den tekniske gennemførelse af modterroren, men det er sket, at man på grund af modstandsbevægelsens tempo ikke har nået at foretage de nødvendige observationer.
Den første liste, som han opstillede over emner, foredrog han for Best, inden der var foretaget nogen aktion.
Efter nogen tids forløb gav tiltalte ordre til indrettelse af et såkaldt A-Kartei, der benyttedes af det tyske politi inden for riget, og hvori man havde navne på personer, der i tilfælde af faretruende situationer som invasion eller lignende skulle sættes under anholdelse. Kartoteket indeholdt såvel navne på personer som virksomheder, der var egnede for modterror, og benyttedes lige til kapitulationen.
Ved siden af skaffede tiltalte sig emner ad anden vej, blandt andet gennem den dansktalende tyske politimand Huf, der af tiltalte var tilforordnet gruppen. Han søgte oplysninger hos forskellige tyske instanser, når tiltalte meddelte, at han stod og manglede emner.
Med sine nærmeste medarbejdere drøftede tiltalte emner, og medarbejderne kunne komme med indvendinger, men han indlod sig ikke i diskussioner med den, og han havde det fulde ansvar før modterroren.
Undertiden bad han også sine medarbejdere skaffe emner, når de foreliggende på grund af forholdene, f. eks. af geografiske grunde, ikke var egnede.
I begyndelsen var der ikke nogen forskel på fremgangsmåden i og uden for København, idet tiltalte forbeholdt sig at træffe bestemmelse med hensyn til hvert objekt. Men fra foråret 1944 blev det ordnet sådan, at lederen af Gestapo i Århus, Schwitzgebel, traf bestemmelsen på tiltaltes vegne, og saledes at det fortsat var tiltalte, der bestemte tempoet for modaktionerne. Efter at Schwitzgebel var omkommet ved bombettentatet på Århus: universitet, blev Issel be-
