42
Der fandt en del tilbageførsler sted af de til Tyskland sendte personer efter henvendelser fra pårørende.
Efter tiltaltes opfattelse kunne Pancke give ham ordre til disse aktioner.
G. (III 3)
Tiltalte har forklaret: Den 23. februar 1945 var han sammen med Pancke på rejse til hovedkvarteret i Silkeborg, vist nok for at blive forestillet for den nye kommanderende general og for at forhandle om samarbejdet mellem værnemagten og sikkerhedspolitiet. Vist nok undervejs eller i Silkeborg blev man bekendt med det omtalte overfald på tyske soldater, og dette overfald blev hovedemnet ved de drøftelser, der fandt sted i Silkeborg mellem generalen, Pancke og tiltalte. Man var først inde på straks at lade foranstalte en massiv gengældelsesaktion, som kunne tilfredsstille Berlin, men enedes derefter om at henskyde afgørelsen til Berlin. Da tiltalte om aftenen var kommet til Århus, blev han fra København ringet op af kriminalrat Bunke, der meddelte ham, at der fra Kaltenbrunner var indløbet en fjernskriverordre til ufortøvet gennemførelse af gengæld, hvorom Hitler senest næste middag skulle have meddelelse. Bunke foreslog at lade arrestere og under artestationen skyde et passende antal personer, mod hvilke der var stærk mistanke om sabotage, og dette forslag tiltrådte tiltalte, der ikke så nogen mulighed for at komme uden om Kaltenbrunners ordre.
Retten skal bemærke:
AF det foreliggende fremgår det. at tiltalte Best under besættelsen søgte at
føre en udfra et tysk synspunkt overordentlig klog forhandlingspolitik, indtil den
29. august 1943 i samarbejde med den daværende danske regering, hvorved det
lykkedes ham på fremragende måde at opretholde de for den tyske økonomi så
overordentlige vigtige danske ydelser til Tyskland med en ringe indsats af
administrative tyske kræfter. Det kan herved bemærkes, at Best i en indberetning
har oplyst, at han styrede Danmark med 200 tyskere, medens Terboven i Norge
behøvede 3000 mand. Han har derved utvivlsomt afbødet mange tyske krav og
således gavnet danske interesser. Det kan eksempelvis anføres, at det sikkert
skyldes ham, at forsyningssituationen i Danmark ikke blev dårligere, end
tilfældet var, at danske arbejdere og firmaer ikke blev tvangsudskrevne til indsats
i Tyskland, og at danske skibe ikke blev beslaglagte i større omfang.
Der er imidlertid intet der tyder på, at tiltalte principielt var uenig med N. S. D. A. P.s almindelige politik, derunder „storrumsordningen“ og Europas nyordning under tysk førerskab. Tiltalte har, som foran anført, tilhørt partiet fra 1930 og efter magtovertagelsen i 1933 deltaget i forfølgelsen af politiske modstandere og på grund af sine fortjenester beklædt høje embedsposter i Tyskland og det besatte Frankrig. Det kan også anføres, at det af et under sagen fremlagt skrift fremgår, at han i hvert fald i forhold til polakkerne har bekendt sig til myten om det tyske folk som herrefolk.
ad A. (II 1)
Af oplysninger, der er tilvejebragt fra fransk side, fremgår det, at tiltalte Best under sin embedsvirksomhed i Frankrig i årene 1940—42 tog aktiv del i forhandlinger om en særbehandling af de derværende jødiske elementer, derunder deportationer, Retten kan herefter ikke fæste lid til tiltaltes anbringende om, at han principielt tog afstand fra det nazistiske partis ubarmhjertige for-
