Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

47

de tyske tropper og deres ejendele her i Danmark og for opretholdelsen af det danske transportsystem.

 Det må endvidere antages, at tiltalte i sine indberetninger til overkommandoen ikke bevidst har overdrevet sabotagen for derved at fremkalde indgreb overfor Danmark, men at hans indberetninger ved deres form har været medvirkende til, at overkommandoen fik et overdrevet indtryk af sabotagens betydning. Tiltalte har derved medvirket til at gøre det vanskeligt for Best at gennemføre sin politik.

 Med disse bemærkninger, og idet retten finder at måtte statuere, at det må have stået tiltalte klart, at han ved sit ovennævnte pres på Best kun kunne fremkalde ulovlige handlinger, findes tiltalte herefter skyldig i dette forhold.

ad C. 1 (X)

 Af de retten forelagte oplysninger fremgår det, at grovere mishandlinger af danske statsborgere, der blev afhørt af Gestapo, i mange tilfælde har fundet sted således som nærmere angivet i anklagen. Tiltalte Bovensiepen har son anført forklaret, at han var imod „verschärfte Vernehmung“, og at han har pålagt sine underordnede nøje at følge de for denne form for forhør givne regler, men at han var nødt til at følge den ham fra Berlin givne ordre. Der blev forelagt ham enkelte klager, som han lod undersøge, men undersøgelserne gav ikke noget resultat, og det er først efter kapitulationen, at han blev klar over, at grove misbrug havde fundet sted.

 Uanset at den omhandlede form for forhør officielt var tilladt af de tyske myndigheder, findes disse at være i den grad stridende mod almindeligt anerkendte retssynspunkter, at det har måttet stå tiltalte klart, at de var folkeretsstridige, og da det ikke skønnes troværdigt, at tiltalte var ubekendt med, at der fandt misbrug sted, vil han herefter i det hele være at anse skyldig i dette forhold, idet den ham givne ordre ikke kan fritage ham for ansvar.

ad C. 2 (X)

 Som det fremgår af tiltalte Panckes forklaring, hævder han, at han har været ubekendt med de tyske bestemmelser om „verschärfte Vernehmung“ og uvidende om, at mishandlinger af danske statsborgere fandt sted. Der er kun forebragt ham enkelte klager, som han lod undersøge, og efter resultatet af undersøgelserne fandt han ikke anledning til at skride ind.

 Efter alt foreliggende finder retten ikke at kunne fæste lid til tiltaltes forklaring, men må anse ham medansvarlig for de stedfundne mishandlinger og således skyldig i dette forhold.

ad D. (III 2)

 Tiltalte Bovensiepen har erkendt, at han har givet ordre til drabet af de nævnte elleve danske statsborgere, idet han har undskyldt sig med, at der forud var gået en ordre fra Berlin om nedskydning på stedet af danske sabotører, og at han efter de af akterne fremgående oplysninger måtte antage, at de elleve ville være blevet dømt til døden, såfremt der havde fundet retsforfølgning sted ved en tysk domstol, hvad der på det pågældende tidspunkt var forbudt.

 Da drabet af de elleve danske statsborgere er et klart brud på anerkendte folkeretlige regler, vil tiltalte, uanset det af ham anførte, også i dette forhold være at anse skyldig.