53
Efter indholdet af det af tiltalte til brug for den internationale militære domstol den 14. april 1948 afgivne affidavit må det antages, at tiltalte ikke har regnet med ved sit telegram af 8. september 1943 at kunne forhindre jødeaktionen, og at hovedformålet med telegrammet var at søge aktionen fremskyndet af de i bvretsdommen angivne grunde.
Ved de landsretten forelagte oplysninger, derunder de vidneforklaringer, der er afgivet af tidligere søfartsmedhjælper ved det tyske gesandtskab v. Duckwitz og af dr. jur. Franz von Sonnleithner, der 1 1943 var stedfortrædende chef for den tyske udenrigsministers ministerbureau, findes tiltaltes forklaring om, at han inden afsendelsen af telegrammet af 8. september 1943 havde fået underretning om, at jødeaktionen var besluttet, således bestyrket, at den ikke kan forkastes.
Det findes herefter ikke godtgjort, at tiltalte har taget initiativet til deportationen af de danske jøder.
Det bemærkes yderligere, at udtalelsen i telegrammet af 24. april 1943 om forberedelse af en senere ordning af jødespørgsmålet må antages at have hensyn til, at der før tiltaltes tiltræden af en dansk mand til gesandtskabet var afgivet en fortegnelse over Jøder, og iøvrigt at være fremsat af taktiske grunde. Der findes derhos ikke grundlag for at antage, at tiltalte forud har været vidende om de aktioner, der den 31. august og 17. september 1943 fandt sted henholdsvis på overretssagfører Arthur Henriques' kontor og på den mosaiske menigheds kontor, og hvorved arkivalier vedrørende jøderne fjernedes. Det findes herefter heller ikke bevist, at tiltalte har forberedt jødeaktionen ved at skaffe fortegnelser over jøderne.
Tiltalte vil derfor være at frifinde forsåvidt angår dette anklagepunkt.
B.
Angående tiltalte v. Hanneken.
Anklagemyndigheden har ikke opretholdt sin påstand om domfældelse af
tiltalte for så vidt angår de punkter i anklagen, for hvilke han er frifundet ved
byretsdommen.
Efter tiltaltes i dommen gengivne forklaring, som retten i det hele lægger til grund, og sagens øvrige oplysninger har tiltalte ingensinde blandet sig i, hvorledes de hans tjenesteområde vedrørende sabotager kunne bekæmpes. Hans samtaler med Best vides da heller ikke nogensinde at have udløst aktioner. Han har endvidere i sine indberetninger til O. K. W. om de nævnte sabotager i alt fald ikke, hverken ved indberetningernes indhold eller form, givet O. K. W. et overdrevet indtryk af sabotagens betydning, idet det tværtimod må antages, at han efter aftale med Best har neddæmpet indberetningerne i tilfælde, hvor der ikke var nærliggende fare for, at O. K. W. ad anden vej ville få oplysning om sabotagernes virkelige omfang. Tiltalte er ved afgivelsen af disse indberetninger ikke gået ud over den nødvendige opfyldelse af en ham som værnemagtschef her i landet påhvilende oplysningspligt, og uanset at han var klar over, at O. K. W.s således af ham formidlede kendskab til sabotagerne kunne udløse aktioner indenfor den af Hitler givne ordre til camoufleret modsabotage, og uanset om han måtte have anset denne for folkeretsstridig, ses han ikke herved at have gjort sig skyldig i noget strafbart forhold, hvorfor han vil være at frifinde.
