54
Om modterrorens forhold til folkeretten og om de tiltaltes afhængighedsforhold.
Det er også for landsretten af forsvaret gjort gældende og af anklagemyndigheden bestridt, at de påtalte drab og sprængninger var lovlige som repressalier for en eller flere af modstandsbevægelsens aktioner, idet de tilstræbte at standse disse og opfylde de folkeretlige betingelser for anerkendelse som repressalier.
Det er for retten oplyst, at der forud for de enkelte tyske aktioner er gået aktioner fra dansk side, hvilke aktioner efter de for besættelse og krig gældende love og sædvaner berettigede besættelsesmagten til at foretage repressaliehandlinger. Retten finder endvidere ved sagens pådømmelse at måtte gå ud fra, at den væsentlige del af de tyske, alene mod tingsobjekter rettede aktioner ikke kvantitativt var af excessiv karakter i forhold til de danske aktioner, son for retten er oplyst at være gået forud for dem. Hvad angår drabene og de sprængninger, der medførte og var forudset at ville medføre tab af menneskeliv og legemsbeskadigelse, bemærkes, at retten ligeledes må lægge til grund, at antallet af dræbte og beskadigede personer ikke overstiger antallet af personer, der efter det nu oplyste var dræbt eller havde lidt legemsbeskadigelse ved forudgående aktioner fra dansk side, måske med enkelte undtagelser, hvorved bemærkes, at selve den omstændighed, at ofrene var uskyldige, ikke isoleret set kan være afgørende for spørgsmålet om modaktionens retmæssighed. Retten kan imidlertid ikke af de anførte grunde anse de påtalte handlinger for folkeretlig tilladelige. Som i byretsdommen fremhævet må det mindstekrav, der må stilles for at gøre de påtalte handlinger lovlige som repressaliehandlinger, være, at det er tilkendegivet for modstanderen, at det drejer sig om repressalie for een eller flere handlinger fra dennes side, eller at dette klart fremgår af selve handlingen, idet denne ellers savner det formål, som alene kan gøre den berettiget. Som i dommen nævnt blev der, bortset fra de „officielle sprængninger“, intet kundgjort om de tyske aktioner. Vel har i nogle tilfælde aktionens karakter af gengældelsesaktion på grund af objektets art, den benyttede metode eller stedet for dens iværksættelse utvivlsomt kunnet erkendes af en velorienteret inderkreds indenfor modstandsbevægelsen eller andre særlig orienterede kredse, hvad der ikke kan være tilstrækkeligt, og i enkelte tilfælde af offentligheden, men i det store og hele har aktionernes karakter af repressalier for en eller flere aktioner fra dansk side ikke kunnet erkendes af den danske befolkning, som kun har kunnet få det indtryk, at handlingerne var udslag af vilkårlighed. Det bemærkes herved, at det ikke synes udelukket, at forskellige af de tyske modaktioner, særlig drab og forsøg på drab af forud udpegede personer ikke ville have fundet sted, hvis tyskerne skulle have vedkendt sig dem som repressaliehandlinger.
Efter foranstående finder retten det formålsløst at komme ind på det under proceduren drøftede spørgsmål om det har nøgen betydning med hensyn til berettigelsen af de tyske modterrorhandlinger, om de forudgående aktioner fra dansk side har været rettet mod værnemagten, dennes medlemmer og ordenspolitiet eller mod Gestapo eller mod danske landsforrædere af forskellige kategorier, og det så meget mindre som de tiltalte — med rette eller med urette — næppe har tænkt sig, at dette forhold skulle kunne have nogen betydning.
Landsretten tiltræder, at det må have stået klart for de tiltalte Best, Paucke og Bovensiepen, af hvilke den første og den sidste havde juridisk ud-
