209
Naar Separationen er vedtaget og bestemt, maa Anliggendet forklares Børnene nænsomt af Den af Forældrene, der staar dem nærmest. Naar de er smaa, vil dette vel oftest være Moderen, hvorimod det er naturligt, at en Fader selv taler med sin store Dreng. En Forklaring maa der gives, da Barnet ellers vil søge den selv. Og selv om Børnene vel som oftest ved bedre Besked end godt er, bør man søge at lægge Hovedvægten ved Forklaringen paa Uoverensstemmelser, som ikke kan slaa noget Skaar i Barnets Kærlighed til den ene af Forældrene. Især maa Uoverensstemmelser af erotisk Natur selvfølgelig lades uomtalte, ligesom begge Forældre, i den forudgaaende Periode, hvor disse maaske har spillet en Rolle, maa forenes i en fælles Bestræbelse for at holde dette skjult for Børnene, hvor uenige Forældrene end ellers kan være.
Begge Forældre maa overhovedet være enige om aldrig at nedsætte hinanden overfor Børnene. Disse maa altid kunne tage smukke og gode Minder med sig fra deres Barndomshjem, underbyggede af det Indtryk, at deres Oprindelse fremgik af Kærlighed.
Regelen er den ved en Skilsmisse, at Manden opdrager Sønnerne og Moderen Døtrene, men naturligvis ordnes det ved fælles Overenskomst ofte paa anden Maade. Hvorledes Ordningen end bliver, bør det staa klart, at Den, der har Børnene hos sig, ikke bør forholde den anden Part Glæden ved at se sine Børn og følge deres Udvikling og Vækst, en Hensynsløshed, der ofte forvolder bitterlig Sorg og Savn.
I rent ydre Henseende gør Skilsmisse mellem Forældrene sjælden noget Skaar i Børnenes behagelige Livsvilkaar; tværtimod kappes skilte Forældre som oftest i en Slags Konkurrence at vinde deres Hjerter gennem Forkælelse og Dyrkelse, der giver sig Udslag
Takt og Tone
14
