Side:Teknisk Elasticitetslære.djvu/413

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst


; for en Belastning bestaaende af to lige store Momenter ved Understøtningspunkterne findes . For de to sidstnævnte Bjælker ere Momentkurverne en Trekant og et Rektangel; de betegne derfor Grænsetilfælde, hvorimellem de andre mulige Belastninger maa gruppere sig. Konstanten n i (36) kan derfor antages altid at ligge mellem 8 og 12, naar Paavirkningen er en ren Bøjning.

Vi ville nu anvende den samme Relation mellem f og i det Tilfælde, hvor der foruden den rene Bøjning optræder en Kraft P paalangs. f og betegne da største Nedbøjning og største Bøjningsspænding, der frembringes af Kraften P og Kræfterne vinkelret paa Længderetningen tilsammen; den totale største Spænding er

.

Det resulterende største Moment kan skrives:

,

hvor M0 betegner det største Moment, der frembringes af Kræfterne vinkelret paa Længderetningen alene, P.f den Del af Momentet, der hidrører fra P. Kraften P er herved regnet med Fortegn, positiv for Træk, negativ for Tryk; hvis P er positiv, vil den modvirke Bøjningen, hvorfor P.f og M0 i saa Fald have modsat Tegn. Naar Mmax. sættes lig M0 - P.f, er der forudsat, at største Nedbøjning f optræder i det Punkt, hvor Momentet fra Kræfterne vinkelret paa Stangen er størst; dette er i Almindelighed kun Tilfældet, hvis Belastningen er symmetrisk fordelt om Stangens Midtpunkt, men Fejlen er aldrig betydelig. Vi have nu, idet Momentet Mmax. frembringer Spændingen :

.

hvoraf findes:

. (37).