Munch har forst (Ann. f. nord. Oldk. 1848, S. 281 f.) paavist, at der paa Stenen istedenfor IfcpWX^r** maa have staaet
- N*l>rP*r**lr*
- HAÞUWOLAFA1[1].
Dette er da sikkert Accus. af det samme Navn, som vi har seet paa Istaby- og Stentofte-St. ; i Skrivemaaden stemmer Gommor overens med Stentoften baade i * og i X. Dette Navn maa vel have været styret af Præpositionen »efterø, hvoraf der paa de gamle Tegninger ikke sees Spor. — I 2den Linje læses
- tM SATE, hvilket flere har forklaret som Præter. 3 Ps. sg.
• satte«. Herimod véd jeg intet at indvende. Det synes ikke urimeligt, at det oprindeligere a i 3 Ps. sg. af det sammensatte Præteritum, som Gotisk har bevaret men som i de ovrige ger manske Sprog er svækket til e (oldn. e, i), ogsaa allerede i de med den længere Rækkes Runer skrevne nordiske Indskrifter har kunnet fremtræde som E, ligesom got. a i Dat. sg. af aStammer af Flankjon allerede tidligere er svækket til E (dog op fatter Lyngby dette E i Dativ som opstaaet af ældre at) og lige som got. a i haitans er blevet til I i HAITINAr. Saaledes tor man mulig paa TjOrko-Bracteaten læse (ikke JURTE, men) WURTE = oldn. ord; dog synes Etelhem-Spænden i samme Betydning at have WRTA, hvilket da maa være en ældre Form. SATE er kort Skrivemaade for SATTE, jfr. FINO Berga, HALAʀ Steinstad. I Modsætning til got. satida har vi her ligesom i de fleste germanske Sprog den yngre, sammendragne Form. SAT(T)E staar ikke i Strid med DALI DUN Tune, ti i Heliand f. Eks. skrives setta (satta i Cottonianus) ved Siden af nerida.
Förste Linje kan i Tegningerne ikke være rigtig gjengiven, og noget sikkert lader sig her ikke bringe ud. Vi sé dog, at denne Indskrift bruger baade % og F ligesom Stentofte-Fndskriften og maaské den af Dr. Hans Hildebrand nys fundne Skåång-Indskrift i SOdermanland. Her paa Gommor-Stenen staar Brugen af F to Gange mulig i Forbindelse med, at Vokalen staar foran og folger elter N (hvis der er nogen Sandhed i min Gjætning
') Det er kun et Öiebliks Forglemmelse, naar Munch siger, at 1ste Rune maa have været %. H maa her, som ogsaa Wimmer (de ældste nord. Runeindskrr. S. 54) har bemærket, have været betegnet ved H. Tydeligere Spor af denne Rune findes i Peder Syvs Tegning, som her har «et bagvendt Y» (F. Magnusen Runamo S. 443).
- ↑ 1
