193
Ved Middagsbordet opstod en Strid mellem Commerceraaden og hans Frue. Hun kom tilbords med Lusards Kort i Haanden, og sagde: Men Gud bevares! hvilket prægtigt Navn: „Mr. Lusard de Montalbert”. Er det en Franskmand? en fornem Herre? Er han af din Familie? Jeg kan ikke erindre at have hørt tale om ham.
— Ja han er af min Familie.
— Og er fransk? og som det synes, Adelsmand? Hvor kommer du til den Slægtning?
— Hans Moder var min Cousine, den smukke Claudine, om hvem du jo nok har hørt tale.
— Aa denne Claudine, som var i din Faders Huus og løb bort o. s. v. Ja hendes Historie kan man da ikke tale om i unge Pigebørns Nærværelse.
— Gud give, de unge Pigebørn maatte faae hendes Dyder!
— Jo jeg takker! Vorherre bevare dem, jeg er Moder til! Men hvad jeg vilde sige: Hvad er han, denne Franskmand?
— Han er ingen Franskmand, forresten er han Godseier.
— Saa er han vel rig?
— Det veed jeg ikke. Hans Gods i Jylland skal være en ypperlig Eiendom, det er Alt hvad jeg veed, men han selv er en dannet, smuk, brav Mand, og en
To Tidsaldre.
13
