219
og min Opførsel ere saadanne, at de ikke behøve at tage imod critiske Bemærkninger.
— Men saadanne Foræringer …
Hun afbrød ham: Det forstaaer du ikke. I vore Tider er det almindeligt at tage og give Foræringer. Naar man kommer til Damer ved Fødselsdage, Confirmationer eller andre slige Leiligheder, saa er der som en heel Bazar af Foræringer. Min Cousine Malle og hendes Døttre behøve næsten aldrig at anskaffe sig Noget, de klæde sig i lutter Foræringer.
Commerceraaden rystede paa Hovedet. Den Møde vil jeg dog bestemt ikke lide i mit Huus.
Colette stødte til Søsteren og hviskede: Hvad sagde jeg! Der kan du høre, du som nødte mig til at afslaae den nydeligste Broche!
Det skal du ikke fortryde, hviskede Mariane.
Det Selskab, som forsamlede sig i det nuværende Vallerske Huus, var af en ganske anden Beskaffenhed end det, der for halvtredssindstyve Aar siden havde ladet Væggene i denne samme Spisestue gjenlyde af Sange og livfulde Samtaler. Det bestod af Herrer og Damer af de Familier, i hvilke Commerceraadens pleiede at være indbudne, derhos nogle faa unge Mænd, saasom den omtalte Hofjunker, Hr. Arnold og et Par enkelte saakaldte skjønne Aander af den ligeledes saakaldte nyeste Skole i Litteraturen. Da Husets Herskab præ-
