Spring til indhold

Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1867.djvu/368

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

364

fra Retten, og for det Andet at Herredsdommen og Forbudet af 10 Juni f. A. maa blive stadfæstet, dog saaledes at ham maatte blive tilkjendt de for Underretten forlangte Procesomkostninger.
Hvad angaaer for det Første den indankede Politiretshandling af 15 Juli 1862, saa bør man tage i Betragtning, at ligesom samme er foranlediget ved en særegen Handling af Sameierne af Laugarnes og Kleppur meer end en Maaned, efterat Forbudet blev nedlagt, saaledes staaer denne Handling aabenbart ikke i den indre retlige Forbindelse med Kjøbmand Ritchies Fiskeretssag eller med Sameierne af Kleppur og Laugames's Pligter og Rettigheder som Hjemmelsmænd ligeoverfor ham, at den overeensstemmende med de for Sagers Cumulation gjældende Retsbestemmelser kan drages ind under Hovedsagen og udgjøre Eet med samme, hvorfor denne Politiretshandling og de paa samme grundede Paastande ex officio bør afvises fra Overretten. Hvad dernæst angaaer den Retstvist, som finder Sted i denne Sag mellem de oprindelige og egentlige Parter i Sagen, Appellanterne John Ritchie & Søn og Indstævnte H. Th. A. Thomsen, saa kan Retten ikke bifalde den af Indstævnte fremsatte Afviisningspaastand, som er bygget paa, at Ritchies Mandatarius skulde mangle tilstrækkelig Fuldmagt til at appellere Sagen for Overretten; thi eftersom det her gjælder om en fast ansat Sagfører, kan en simpel Benægtelse fra Modpartens Side om, at han mangler den fornødne Fuldmagt; efter den her for Retten gjældende Praxis ikke tages tilfølge.
Forsaavidt som Appellanten igjen paa den anden Side udtrykkelig har fremhævet, at Herredsdommen burde kjendes uefterrettelig baade af den Grund, at man ikke i denne Sag havde fyldestgjort Bestemmelserne i N. L. 1—16, Fdg. 31 Marts 1719 og 11 Juli 1800 § 20, som ogsaa fordi Sagen ikke for Underretten var bleven paadømt med tiltagne Meddomsmænd, saa kan Retten ligesaalidt skjønne, at denne Betragtning bør gives Medhold. Thi saasom den egentlige Retstrætte i denne Sag ingenlunde er nogen Eiendomstrætte, heller ikke om Grændser, Beskaffenhed eller Udstrækning af Jorden Kleppur eller Søen, som Jorden støder til, ligeoverfor Indstævntes Fiskepladser ved Mundingerne i Ellida-Elvene, ikke heller nogen Trætte om, hvorvidt Fiskerettighederne eller specielt Laxefiskeriretten skulde være frakommen den ved Søen beliggende Jord Kleppur til Fordeel for Indstævnte udenfor den bestemte Grændse og Stedbetegnelserne Gelgju- eller