6
J. Nellemann: Um mundtlig
kan derfor nu ansees for at være almindelig anerkjendt,
at i en virkelig mundtlig Rettergang kan det skriftlige
Grundlag, bestaaende i Sagsfremstillingerne fra begge Sider,
kun have en forberedende, ikke en bestemmende
Betydning; Dommeren maa heelt og holdent dømme efter den
mundtlige Forhandling og Beviisførelse, som umiddelbart
har udviklet sig for hans Øine, og hvorigjennem han har
modtaget det levende personlige Indtryk af Sagen. Kun
hvor alt dette er anerkjendt, er Proceduren virkelig mundtlig.
Men naar dette Resultat er vundet, og naar dette
Princip er fuldstændigt forstaaet og accepteret, aabner der
sig for Blikket en Række Conseqventser, som med Rette
have bragt mangen i det ældre System opdragen Jurist til
at vakle og gyse tilbage. Med ubønhørlig Conseqvents
fører den mundtlige Rettergang til et fuldstændigt
gjennemgaaende Brud med alle den skriftlige
Procedures Grundsætninger. Den Tro, at man dog
i det Væsentlige kunde bygge paa det gamle System, at
man kunde bruge de gamle Procesmaximer, den gamle
Beviislære og det gamle Appelsystem, kun med nogle
enkelte Ændringer i det mindre Væsentlige, falder aldeles
til Jorden. Den fuldstændige Erkjendelse heraf har, som
naturligt er med noget saa Nyt og Uvant, ikke strair
kunnet skaffe sig Indgang hos Juristerne. Men langsomt og
efterhaanden har man, tildeels modstræbende, maattet
tilstaae det. Og den fulde Indsigt i, hvad Systemets
Conseqvents fordrer, er vistnok først i de allersidste Aar vundet,
hvorfor Lovgivningerne heller ikke endnu have naaet med,
men mere eller mindre ere belemrede med Reminiscentser
fra Skriftlighedens System.
Jeg skal nu forsøge paa, saa sammentrængt som
muligt, at paapege den gjennemgaaeude Forskjellighed i
Grundsætninger, hvortil de tvende Systemer, Skriftlighed og
Mundtlighed, føre, og jeg skal herved blot fremhæve, at
det, som jeg nu vil komme til at udtale, ikke er mine
subjective Ideer, men i alt Væsentligt Sætninger, som om
