7
Rettergang i civile Sager.
de ikke just anerkjendes af Alle, dog ere paa Veie til at
blive det, og i al Fald accepteres af dem, der formaae
at see dybere i Tingene.
De tvende Hovedgrundsætninger for Procesmaaden i
det gamle System, som man har betegnet med Navnene
Forhandlingsmaximen og Eventualprincipet finde
ingen Plads, idetmindste ikke i den ældre Betydning, i den
virkelig mundtlige Procedure. Parterne eller deres
Sagførere maa vel fremstille Sagen og føre Beviset, og Retten
foretager i saa Henseende Intet ex officio for at varetage
Parternes Tarv. Men Ledningen af Forhandlingerne maa
tilkomme Dommeren, og netop i den mundtlige Procedure
maa han heri optræde meget mere activt og indgribende end
i den, skriftlige Procedure. Hans Procesledning maa med
kraftig Haand føre Herredømmet over Procesgangen, idet
han kan iværksætte Inddeling af Forhandlingsgjenstandene,
snart afsondre visse Puncter til særskilt Forhandling, snart
forene flere Puncter under Proceduren under Eet, Alt af
Hensyn til ved en hensigtsmæssig Fordeling af Stoffet at
fremkalde den strænge Orden og Simpelhed, uden hvilken
en mundtlig Procedure ikke kan trives, og uden hvilken der
saa let opstaaer Confusion. Men Dommerens Indgriben kan
ikke standse herved. I den mundtlige Forhandling vilde
det falde aldeles unaturligt, om Munden skulde være
lukket paa Dommeren ved Debatten om Sagens factiske
Sammenhæng, om han skulde være afskaaret fra, strax paa
Stedet at søge afhjulpet Utydelighed eller Ufuldstændighed
i Parternes Erklæringer. Man indrømmer derfor allevegne
i den mundtlige Rettergang Dommeren Ret til at gjøre
Spørgsmaal til Parterne angaaende Retsforholdets
materielle Side. Han maa kunne afkræve dem nærmere
Forklaring strax paa Stedet saavel med Hensyn til deres
Paastande som med Hensyn til Sagens Sammenhæng
overhovedet, og man er nu aldeles enig om, at herved
udvikles en høist heldbringende Virksomhed til at fjerne
forsætlig og uforsætlig Uklarhed, Tvetydighed, Ufuldstæn-
