8
J. Nellemann: Um mundtlig
dighed, løgnagtig Reservation i Parternes Udtalelser o. s.v.
Medens Forhandlingsmaximen saaledes trækker sig tilbage,
gaaer det ligedan med Eventualprincipet. Uden at tale
om Rettens Myndighed til at dele Forhandlingerne om
Sagens Realitet efter Æmnets Fordringer, maa her
fremfor Alt fremhæves, at det i den mundtlige Rettergang
nødvendigviis maa være Princip, at Parternes Foredrag,
selv om de holdes til forskjellige Retsdage, af Dommeren
maa betragtes og behandles som een Act. Hvad der
anføres, selv om det er den sidste Gang, Parten har
Ordet, kommer tidsnok til at tages i Betragtning ved
Paadømmelsen. Vistnok er det uheldigt, at Sagens
relevante Data saaledes successivt trækkes frem istedetfor
strax at fremstilles, men fra den mundtlige Procedures
Standpunct kan denne Mislighed vistnok kun modarbeides,
deels ved Sagførerstandens Dygtighed og Hæderlighed, deels
ved Bestemmelser om, at den Forsømmelige skal betale
Omkostningerne ved den afholdte Retssession eller desl.
Efter disse Bemærkninger om de ledende
Grundsætninger for den egentlige Procedure eller
Forhandlingsmaade, vender jeg mig nu til et Omraade, hvor Bruddet
med det Gamle træder endnu mere frem, nemlig til
Beviisførelsen, dette vigtige Afsnit i næsten enhver Proces.
Med Hensyn til denne har man, mærkeligt nok, selv fra
den mundtlige Procedures Standpunct længe overseet, hvad
dog aldeles ikke med nogen Conseqvents kan nægtes,
nemlig at der ikke er Grund til en forskjellig Ordning i
den civile og den criminelle Proces. Beviisførelsen er
Fremgangsmaaden til Sandheds Udfindelse. Hvad der i
den criminelle Proces viser sig at være gode og
hensigtsmæssige Midler hertil, maa ogsaa være det i den civile
Proces, og hvad der i den criminelle Proces viser sig at
være den rigtigste Ordning af Skjønnet over Beviisførelsens
Resultat, maa ogsaa være det i den civile. Ligesom i
Strafferetspleien er det i den mundtlige Procedure af civile
Sager en Grundsætning, at Beviisførelsen bør foregaae
