9
Rettergang i civile Sager.
umiddelbart for Dommeren, saaledes at han seer og hører Vidnerne, Skjønsmændene, Documenterne og de øvrige Beviisdata. Kun undtagelsesviis og som Nødhjælp tilstedes Oplæsning af tidligere afgivne Forklaringer o. lign. Fremdeles er man enig om, at den størst mulige Frihed i Henseende til Beviset bør indrømmes baade Parterne og Dommeren. Lovbestemte Regler, der medføre Indskrænkninger i den fulde naturlige Frihed, undgaaes nu saameget som muligt, og de, der haves, bortkastes stadigen mere og mere. I Reglen kunne Parterne derfor i deres Beviisførelse benytte ethvert Middel, som i sig er skikket til at fremkalde en almeengyldig Overbeviisning hos Dommeren, dog med de Indskrænkninger, som følge af Umiddelbarhedsgrundsætningen. Kun ganske enkelte Beviismidler udelukkes som værende saa upaalidelige og skuffende, at de sikkrest ingensinde bør tages i Betragtning. Men ogsaa deres Tal svinder dagligen ind. Dommeren paa sin Side bindes ikke ved nogensomhelst Forskrift; i Bedømmelsen af de førte Bevisers Vægt og Virkning; han har kun at spørge sig selv, om der ved det fulde Beviis er tilveiebragt en Overbeviisning hos ham, som er af mere end reen subjectiv Natur. Disse Sætninger indrømmes nu i Almindelighed at være naturlige og uafviselige Conseqventser af den mundtlige Procedure. Men man maa utvivlsomt gaae endnu et Skridt videre. Hvis man mener, at den paalideligste og bedste Bedømmelse af Beviset opnaaes ved Brug af Nævninger i criminelle Sager, maa man nødvendigviis i Principet erkjende det Samme med Hensyn til civile Sager. Kun practiske Hensyn og Hensigtemæssighedsbetragtninger kunne da paaberaabes som Undskyldning for det Brud paa Systemets Conseqvents, at man ikke ogsaa indfører Nævninger i Civilretspleien. Jeg for min Deel vil imidlertid ikke skye her ligefrem at udtale som min bestemte Overbeviisning, at man, idetmindste som Regel, ikke fornuftigviis kan vente at opnaae nogen bedre og paalideligere Bedømmelse af det egentlige Beviis-
