10
J. Nellemann: Om mundtlig
spørgsmaal ved Nævninger. Det synes tvertimod
indlysende, at naar der fra et reent processuelt
Standpunct spørges, hvo der er istand til bedst og sikkrest at
skjønne over Beviisførelsens Resultat, maa Besvarelsen
falde ud til Fordeel for Dommeren; thi han maa dog
formodes idetmindste at være i Besiddelse af ligesaamegen
almindelig sund Menneskeforstand som Nævningerne, og
han vil derhos have det utvivlsomme Fortrin for dem i
Reglen at være udrustet med en mere øvet Dømmekraft
og større Erfaring i slige Anliggender, hvormed han
dagligen beskjæftiger sig, end disse, som kun nogle Gange i
deres Liv forbigaaende komme i Berøring med Retssager.
Nævningeinstitutionens Betydning maa derfor søges i andre
Hensyn end de reent processuelle, og navnlig i politiske
Betragtninger. Det kan være, at den i politisk bevægede
Tider frembyder et Værn imod Magthavernes
Undertrykkelser og politiske Forfølgelser, skjøndt forresten
herved kan bemærkes, at den ogsaa under saadanne Forhold
kan være en Hindring for retfærdig Straffeudøvelse, naar
Folkestemningen sympathiserer med Modstanden imod det
Bestaaende. Det maa indrømmes, at den er et vigtigt
Element i et Folks politiske Opdragelse, og at den er et
kraftigt Middel til at føre Sands og Interesse for
Retshaandhævelsen ned i Samfundsklasser, som ellers sjeldent
vilde hæve Tankerne ud over de daglige smaa personlige
Forhold. Men fra et reent processuelt Standpunct vil
det sikkerlig ikke kunne siges, at Nævningernes Skjøn over
Beviisførelsens Resultat maa formodes i Reglen at være
mere klartseende og paalideligt end Dommerens, men
tvertimod det Modsatte. Fra dette Synspunct kan det
forsvares, ikke at benytte Nævninger i civile Sager. Thi
de politiske Grunde — hvis man overhovedet paa dette
Omraade vil tage Hensyn til dem — finde neppe i nogen
høi Grad deres Anvendelse i disse.
Endelig skal jeg fremhæve endnu en Hovedinstitution
i Procesmaaden, som under den virkelig mundtlige
