5
Rettergang i civile Sager.
Naturligen kom man da ind paa Mellemveissystemet; thi
som saadant maa man betegne det første ovenfor nævnte
System: mundtlig Procedure med væsentligt skriftligt
Grundlag.
Fortsat Kritik, støttet baade paa Tænkning og paa
Erfaring, har imidlertid nu betegnet denne Ordning som et
ufuldkomment Trin i Udviklingen. Det er klart, at
Fastholdelse af den fuldstændige Identitet imellem det
skriftlige Grundlag og de mundtlige Forhandlinger er uforenelig
med en virkelig mundtlig Procedure. Dennes Væsen
maa nemlig sættes deri, at Dommeren dømmer efter det
mundtlige Foredrag og efter den umiddelbart for hans
Øine foregaaende Vidneførsel og øvrige Beviisførelse, men
ikke efter skrevne Acter. Han skal og maa modtage det
fulde personlige Indtryk af Sagen; og netop dette opfattes
som en væsentlig Fordeel ved Mundtligheden. Derimod
maa den gamle Sætning: quod non est in actis scriptis,
non est in mundo, aldeles opgives. Ligesaa meget som den
harmonerer med den skriftlige Procedures Aand og Væsen,
ligesaa meget modstrider den Mundtlighedens Natur. Den
vil hvile som en trykkende Vægt paa den Frihed, hvormed
den mundtlige Procedure ifølge sin Natur bevæger sig, den
vil undertiden medføre, at Dommeren kunstigen skal
bortsee fra Noget, som virkelig er kommet frem i de
mundtlige Forhandlinger, og som synes ham maaskee det
allervigtigste med Hensyn til Sandhedens Udfindelse og
Opfattelse, den vil føre med sig en Række af kjedsommelige og
smaalige Stridigheder om, hvad der ligger i det skriftlige
Grundlag, rigtigen fortolket, hvilke i høi Grad staae i
Strid med den mundtlige Procedures mere storslaaede
Charakteer. Endelig vil det hele Forhold, navnlig naar
gammel Vane drager Sagførerne henimod Skrift, let stille
sig saaledes, at den mundtlige Slutningsforhandling synker
ned til et blot dramatisk Optrin, der uden Nytte hægtes
til bagefter, skjøndt Sagen i Virkeligheden er udprocederet
skriftligt, og bliver afgjort alene herefter af Retten. Det
