4
J. Nellemann: Om mundtlig
fremstillinger skulle vel udvexles og senere forelægges
Retten, men disses Opgave sættes kun deri, at de i det
Væsentlige skulle give et Begreb om Sagens Sammenhæng
og Stridens Gjenstand og Indhold. Derimod renonceres
der paa den fuldstændige Identitet imellem det skriftlige
Grundlag og den mundtlige Forhandling, og man opgiver
den Fordring, at intetsomhelst Nyt, der ikke allerede er
givet i det skriftlige Grundlag, maa komme frem i de
mundtlige Forhandlinger. Kort og skarpt har man
betegnet Skriftlighedens Rolle i dette System i Modsætning
til det Førstnævnte saaledes, at det skriftlige Grundlag
forholder sig forberedende, men ikke bestemmende
til den mundtlige Forhandling.
Det er ganske naturligt, at man i de første Forsøg
paa fra den skriftlige Procedures faste Jordbund at begive
sig ud paa Mundtlighedens ukjendte Hav, maatte føle en
stærk Tilbøielighed til at søge at medtage saamange af de
Garantier, Skriftligheden frembød, som mueligt. Bruddet
med de gamle tilvante Former blev derfor ikke
fuldstændigt. Den skriftlige Procesmaade stod som et heelstøbt,
vel gjennemtænkt System, Frugten af flere Aarhundreders
Skarpsindighed og Flid. Dens faste Former og dens
conseqvent gjennemførte Maximer havde i lang Erfaring
godtgjort deres practiske Brugelighed og Værd. Intet Under
derfor, at man søgte at benytte dem som Underlag for den
nye Bygning. Man troede saaledes at forbinde Fordelene
ved Skriftlighed og ved Mundtlighed, tage det Bedste af
begge og bortkaste Manglerne. Dertil kom, at den
skriftlige Procedures Grundformer i det Væsentlige uden store
Lempninger kunde overføres paa den mundtlige Procedure,
naar blot denne heelt igjennem var bestemt ved et skriftligt
Grundlag. Navnlig lod den tilvante Beviislære og det
gamle Appelsystem sig bibeholde, vel ikke uden Ændringer,
men dog uden gjennnemgribende principielle Forandringer,
medens man ved den mundtlige Hovedforhandling troede
at opnaae de Fordele, som det nye Princip kunde byde.
