996
H. B. Halkier: Forslag til Lov, sigtende til at fremme
Hvad nu først Taxationen angaar, har Lovforslaget indført en særegen Institution, for hvilken den bruger det i det nuværende Lovsprog ukjendte Udtryk »Nævn«. Ligesom dette nu under den forestaaende Indførelse af »Nævninger« i Straffesager synes mindre heldigt, og ligesom den Slags Forandringer neppe bør indføres i saa specielle Love som nærværende, saaledes havde det vistnok været ønskeligt, om Forslagsstillerne ved at benytte et bekjendt Udtryk havde givet Holdepunct for Bedømmelsen af denne Institutions rette Væsen, der ingenlunde forekommer Inds. klar. »Nævnet« synes saaledes at kunne holde et Slags personligt Forhør, idet de Paagjældende »ere pligtige til under Sandheds Løfte« at afgive fornøden Forklaring. Men naar denne Pligt skal have Noget at sige, maa »Nævnet« være i Besiddelse af Myndighed til at fremtvinge Møde, Forklarings Afgivelse etc., ja endog til at afgiøre den retlige Virkning af Vægring eller Indsigelser i saa Henseende — som kan stille sig forskjelligt efter de Vedkommendes Stilling til Sagen — og der opstaar saaledes Spørgsmaal om Jurisdiction i denne Retning, som Forslaget lader ganske ubesvaret. De Vedkommende (Besidder, Arvinger og Panthavere) ere fremdeles berettigede til at,møde for »Nævnet«, navnlig ogsaa ved Sagfører, og fremføre, hvad der kan tjene til deres Tarv. Da dette er det eneste Stadium under den hele Omgang, hvor sligt sees at kunne skee, kan der let udvikle sig en egentlig Procedure ikke alene om, hvorvidt Forretningen overhovedet bør fremmes
(ↄ: respective eller paagjældende) Jorder« (§ 1), »bringe i (ↄ: til) Anvendelse«, give (ↄ: gjøre) Meddelelse (§ 2) o. s. v. Det er ligeledes ganske betegnende, at der stadigt tales om Justitsministeren«, ikke om Ministeriet, skjøndt de omhandlede Forretninger for en Del endog høre til de courante, som Ministeren ikke seer stort til — det er kun i Rigsdagen, at denne personligt maa besørge enhver Trivialitet. At paalægge ham at besørge sine Embedspligter »hurtigst mulig« (§ 2), er ogsaa en temmelig overflødig eller upassende Udtryksmaade.
