997
Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang etc.
eller fremmes paa en vis Maade, men ogsaa om de
Paagjældendes Competence til at nedlægge Paastande i saa
Henseende, men desuagtet savnes der enhver Antydning
saa vel af, hvorledes »Nævnet« for sit eget Vedkommende
ber stille sig overfor saadanne Paastande, som af
Virkningen for Parterne af den Beslutning, som »Nævnet«
maatte være kommet til. »Nævnet« kan ikke antages at
skulle være simple Vurderingsmænd og at skulle udføre en
simpel Taxationsforretning, men hvad det skal være og
hvad det skal gjøre, synes meget uklart.
Naar Vurderingssummen imidlertid er udfundet, bliver
den — dog med Fradrag af 5 pCt. — at »indbetale til
Justitsministeren«. Det kan neppe betvivles, at Hs. Exc.,
som ikke faar nogen personlig Glæde af disse Millioner,
vilde være i stor Forlegenhed med dem, navnlig da man
endog har frataget ham hans Kasserercontor. Saafremt
dette er Andet end en uheldig Vending, beroer det paa
Ubekjendtskab med Forretningernes naturlige Gang,
hvorefter Besidderen, naar han har faaet et Tilsvar til
Majoratet i Anledning af Salg af Bøndergods, Expropriation,
Afdrag paa eller Indfrielse af Obligationer, »hurtigst mulig«
gjør Indstilling til Ministeriet om disse Beløbs lovbefalede
Anbringelse og derefter indsender de nye Obligationer til
Forbudspaategning.
Denne Forskrift har imidlertid neppe stor practisk
Betydning, da man tør forudsee det som givet, at de
allerfleste Besiddere ville foretrække i Henhold til § 6 at
udstede Panteobligationer for deres Tilsvar (selvfølgelig ikke
til Justitsministeriet, men til Majoratet). Efter Forslaget
skal der kunne udstedes Forskrivning for den fulde
Vurderingssum, og denne skal forrentes og afdrages med 6pCt.
om Aaret, indtil Gjælden er fuldstændigt afbetalt.
Lovforslaget indeholder derimod aldeles Intet om Formen for
de oprindelige Obligationer saa lidt som om, hvorledes
Gjældsforholdet vil stille sig i Tilfælde af mulige senere
Transactioner ved Afhændelse, Udstykning o.s.v. Det vil
