999
Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang etc.
indestaaende i Majoratets forrige Ejendomme. Det vil
herefter blive Tilfældet, at Majoratsbesidderen for at kunne
betale de svære Afdrag maa optage fremmede Penge og
foruden Omkostningerne herved maaskee betale 5 pCt. af
disse, medens han maa udlaane Majoratets Midler til 4 pCt.
Endelig indeholder Forslagets § 9 en højst mærkelig
Bemyndigelse for den tidligere Majoratsbesidder til forlods
at give Fideicommisarvingen »indtil 23 af Jordegodset«, og
en lignende Subdivision kan for Eftertiden skee in
infinitum[1]. Naar det nu tages i Betragtning, at den tidligere
Majoratsbesidder let kan blive nødt til at anvende alle sine
Indtægter for at udløse Godset af Gjælden til Majoratet,
synes denne Forskrift, hvorefter den Begunstigede kan faa
ikke alene Majoratets fulde Pengeværdi, men ogsaa største
Parten af Jordegodset, meget haard mod de øvrige
Livsarvinger og lidet stemmende med Tidens Retning, Alles
Lighed for Loven. Efter de brugte Udtryk maa det
fremdeles antages, at der skal skee en virkelig Udstykning af
den faste Ejendom. Denne Anordning er ikke alene
særdeles uklar; det kan saaledes omtvistes, om Udlodningen
skal skee, efter geometrisk Maal eller efter boniteret Areal,
om der skal tages Hensyn til Delenes forskjellige
Beskaffenhed som Hovedgaardsjord, Bøndergods, Skove o. s.v., om
og da hvorledes Herlighederne (Kirker, Tiender,
Kornafgifter m. v.) skulle tages i Beregning, o. s. v. Men
denne Bestemmelse er i sig selv i Strid med Forholdets
Natur og Lovgivningens almindelige Grundsætninger paa
dette Omraade, som netop gaa ud paa at holde det hele
Jordbrug sammen. Det er disse Regler, som de ærede
Herrer Forslagsstillere synes ganske at have overseet.
Hvad nu først Stamhusene angaar, da ville disse, naar de
udløses af Majoratsbaandet, ligefrem falde tilbage til at
blive Sædegaarde, L. 5—2—65, og der kan ingen Tvivl
- ↑ Denne Bestemmelse er gaaet over fra det Monradske, som det synes, fordi Generalprocureuren har ladet den slippe for videre Tiltale.
