Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/1004

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

1000

H. B. Halkier: Forslag til Lov, sigtende til at fremme

være om, at noget lignende maa gjælde om Lehnene, jfr. ogsaa Privil. af 1671 henholdsvis § 9 og § 8. Men Sædegaardsejerne er der som bekjendt ved Arvelovens § 27 tillagt en særegen Testationsret, idet en saadan kan disponere over sit halve Bo til Fordel for den af sine Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden. Det kan altsaa spørges, om Testator kan give Fideicommisarvingen baade det halve Bo og 2/3 af Jordegodset, og i saa Fald, hvorledes dette skal beregnes, naar Sædegaarden netop udgjør en væsentlig Del af Boet. Hvis dette benegtes[1], kan man spørge, om en af de heromhandlede Sædegaardsejere er udelukket fra at benytte Arvelovens § 27 til Fordel for Fideicommisarvingen, eller om han kan vælge, hvilken af de to Bestemmelser han finder fordelagtigst for denne.
Naar Indsenderen i det Foregaaende har underkastet Forslagets enkelte Bestemmelser en Kritik, der iøvrigt ingenlunde lægger an paa at være udtømmende, da har Hensigten hermed for en Del været at nedlægge Indsigelse mod de letfærdige og let færdige Lovforslag, som indbringes navnlig i Folkethinget. Det er paa denne Maade, at Orden og Sammenhæng i Lovgivningen opløses, og at Lovenes Anvendelse og Fortolkning bliver vilkaarlig og usikker. Derimod er det ikke hans Mening, at Forslaget, blot ved at blive skrevet om af en Sagkyndig, vilde afgive Grundlag for en fyldestgjørende Iværksættelse af Forskriften i Grundlovens § 93. Som foran bemærket gaar Forslagets Grundtanke ikke ud paa at hæve Majoratsbaandet, men paa at forandre Gjenstanden for samme fra Jordegods til Pengekapitaler. Indsenderen kjender nu meget lidet til Nationaløconomi, og at synes derfor dristigt at forfølge en Professor i denne Videnskab over paa hans eget Enemærke, men siden Hr. Prof. har vovet sig ind endog paa Arverettens Omraade, maa han finde sig i at lide Gjengiæld. Det kan nu ikke negtes, at L. 21 Juni 1854, med hvilken nærværende Forslag i sine Grundtræk har en Del tilfælles, har øvet en temmelig betydelig og gavnlig Indflydelse. En stor Del Bøudergods er bortsolgt, og alle Vedkommende have vistnok Grund til at være tilfredse; Fæsterne ere


  1. Hvor urimeligt dette Resultat end vilde blive, kan det dog tænkes, at Domstolene vilde ansee sig nødsagede til at opretholde det, jfr. som et Præludicat i lignende Retning Højesteretsdom 19 Jan. 1865, Tid. for 1864 s. 678.