1001
Lehns, Stamhuses og Fideicommlsgodsers Overgang etc.
blevne Ejere paa billige Vilkaar, Majorateterne have faaet større og i mindst lige saa sikre Indtægter, og Besidderne ere blevne fritagne for en stor Del Bryderi uden dog at have maattet opgive saadanne Dele af Jordegodset, som de efter de nuværende Forhold maatte sætte Pris paa at beholde. Men den hele Lov har saare lidet med Principet i Grundlovens § 93 at gjøre. Det er Tidens herskende Strømning — i Bøndernes Interesse at forandre Fæsteforholdet til Selvejendom — der er skyllet ind over Majoraterne som over alle andre Ejere af Bøndergods. Ratio legis er ikke at forandre Majoratsjordegods til Fideicommiscapitaler, men denne Forandring er en simpel Følge af hin ovennævnte Tendents. Man kan derfor ikke fra den Omstændighed, at L. 1854 har virket heldigt for sit Formaal, slutte, at nærværende Lovforslag skulde virke heldigt for sit. Ligesom Formaalene ikke ere de samme, saaledes ere Betingelserne væsentlig forskjellige. Ved Bøndergodsets Salg har Majoratet alle Bøndernes Lommer at tye til, og disse ere ofte vel fyldte og i alt Fald »mange Bække smaa gjør en stor Aa«. Efter nærværende Forslag er Majoratsbesidderen derimod selv Kjøber af Godset, og det maa derfor undersøges, om de Byrder, han herved paatager sig, kunne opvejes ved væsentlige Fordele (der kan herved vistnok bortsees fra en opofrende Interesse for det Almene in abstracto). Det maa nu i saa Henseende bemærkes, at medens Lehnscontrollen er meget nøjagtig med Hensyn til Pengecapitaler, tilsteder den Besidderne en meget udstrakt usus fructus over Godset og er meget imødekommende i Tilfælde af overordentlige Udlæg til sammes Forbedring ved Byggearbejder, Draining o. s. v. Besidderne have altsaa for deres Vedkommende ingen Grund til at gjøre sig selv til Debitorer overfor Lehnscontrollen, og de kunne altsaa kun ventes at gjøre Brug af Tilladelsen, naar de ville sælge Ejendommen videre, i hvilket Tilfælde vistnok en betydelig Udtælling bør fordres for at sikre Majoratet. Vi skulle nu undersøge, om Forholdene efter Besidderens Død indeholder en saadan Opfordring, navnlig naar der er flere Livsarvinger. Har han nu ingen selvstændig Formue eller anseeligt Overskud, vil han vistnok være meget betænkelig ved at treffe en Ordning, som paalægger ham saa betydelige Offre til Majoratet; han kan ikke tænke paa at efterlade Jordegodset til Andre end til Majoratsarvingen, og for at denne kan holde sig ved Gaarden, maa han yder-
