1002
H. B. Halkier: Forslag til Lov, sigtende til at fremme
ligere forurette sine andre Arvinger[1]. Det er da langt
rimeligere, at han lader Alt blive ved det gamle og
benytter sine opsparede Midler til at udstyre sine andre Børn.
Har Besidderen en betydelig selvstændig Formue, er det
efter de gængse Anskuelser langt sandsynligere, at han vil
foretrække at efterlade Slægtens gamle Besiddelser til den
Ældste og give sine andre Bern Fyldest i Allodialgods
eller anden Formue. Derimod kan det vel tænkes, at han,
naar han stod i et mindre godt Forhold til
Majoratsarvingen, ønskede at benytte Loven for at unddrage denne
Jordegodset mod et saa ringe Vederlag som muligt; men
ligesom denne Bevæggrund ikke har Krav paa særlig
Begunstigelse i Lovgivningen, saaledes vilde den ogsaa
fremkalde uhyggelige Stridigheder med Hensyn til Vurderingen,
Afdrags rigtige Erlæggelse o. s. v.
En noget større Betydning vilde det muligvis ved de
større Majorater kunne faa, at Besidderen ogsaa kan
udskille enkelte Hovedgaarde af samme, som han da kunde
give til andre Arvinger; men da han dog skal betale en
saadan Gaard lige saa højt som enhver anden, og den
skal betales af hans eller Arvingens private Midler, har
han ikke nogen særlig Grund til netop at vælge denne
Gaard fremfor enhver anden, der er at erholde til Salgs,
navnlig naar de strenge Forskrifter om Gjeldsafdragene
fastholdes.
Det synes saaledes, at den tilsigtede Anordning kun
har liden Udsigt til at træde i practisk Virksomhed. Men
det turde fremdeles være meget tvivlsomt, om dens
Virkninger i det Hele taget vilde blive heldbringende. Naar
Majoratsbesidderen vedblev at være Ejer af Jordegodset,
vilde det practiske Resultat blive det samme som nu, kun
en Del Bryderi til ingen Nytte og et indviklet Forhold i
Stedet for et rent og klart. Men i Tidens Løb vilde vel
en Del Majorater gaa over til at blive rene
Pengefideicommisser, idet de skiltes fra de Jordegodser, som
tidligere repræsenterede dem. Men vilde herved virkelig være
- ↑ Den nye Majoratsbesidder vil nemlig vel faa store Indtægter, men da han ingen Kapital faar til sin Raadighed, vilde det falde ham særdeles haardt at udrede sine Medarvingers Arvelodder. Testator maa saaledes vistnok paa den ene eller anden Maade kunne komme Majoratsarvingen til Hjælp til at overtage Godset, hvis dette ikke skal sælges efter hans Død, og denne tvungne Uretfærdighed synes at vidne om, at Lovforslaget er slaaet ind paa en skjæv Retning.
