1003
Lehns, Stamhuses og Fldeicommisgodsers Overgang etc.
stiftet nogen sand Gavn for Samfundet eller de
Paagjældende? Det skal ikke bestrides, at det muligvis vilde blive
gavnligt, at de vedkommende Godser gik over til fri
Ejendom; herved maa dog bemærkes, at Betingelsen for denne
Forandring vilde være, at tilsvarende store Kapitaler
unddroges fra den frie Omsætning, og det Baand, der lægges
paa Kapitalen, er langt mere hemmende for Benyttelsen
af samme end det, der lægges paa Jordegodset. Men hertil
kommer endvidere, at vedkommende Besidders øconomiske
Stilling vistnok ofte vilde blive trykket ved ud af
Overskuddet at skulle yde saa store Udtællinger som 6 pCt. af
Ejendommens fulde Værdi, og Erfaringen har noksom vist,
hvilken uheldig Indflydelse det har, naar de større
Landejendomsbesiddere »sidde daarligt i det«. Endelig er det
en Omstændighed, som ikke kan oversees, at denne
Forandring fra Godsbesiddelse til Nydelse af
Pengefideicommisser i Tidens Løb let vilde udøve en særdeles ugunstig
personlig Indflydelse paa Besidderne. Vi nære ingen særlig
Beundring for de nuværende Majoratsbesiddere, men det
maa dog fastholdes, at deres Egenskab som store
Jordegodsejere paalægger dem en Virksomhed og giver dem en
Indflydelse i Samfundet, hvis gavnlige Følger navnlig for
dem selv de ikke ganske kunne unddrage sig, og som de
ogsaa nu synes at komme mere til Erkjendelse af. Ved
at skille dem af med Jordegodsbesiddelsen vil man skille
dem ved den eneste Erhvervsvirksombed, der ideres Kreds
ansees for sømmelig, og ved en Stilling, der bringer dem
i mangfoldig Berøring med de øvrige Samfundsklasser. Men
hertil kommer, at de, selv om de maatte ønske det, aldeles
ikke kunne bruge deres Kapitaler som Drivkraft for en fri
Virksomhed; de ere jo fastgjorte »som Umyndiges Midler«.
Man vilde altsaa ved en slig Ordning gjøre dem til en
afsluttet Kaste af privilegerede Dagdrivere, som man næsten
tvang til at fortære deres store Midler i Lediggang, og som
let kunde blive fremmede endogsaa for selve deres Fædreland.
Det maa saaledes vistnok erkjendes, at det omhandlede
Lovforslag ikke er skikket til at iværksætte Grundlovens
Forskrift. Men hvorledes kan dette da skee paa en
fyldestgjørende Maade? Skjøndt nu Inds. paa ingen Maade troer
sig i Stand til blot at antyde Grundtrækkene for Løsningen
af denne vanskelige Opgave, skal han dog, da Spørgsmaalet
nu engang er rejst, tillade sig at henstille nogle
Betragtninger til videre Overvejelse. Man maa da først søge at
