1004
H. B. Halkier: Forslag til Lov, sigtende til at fremme
klare sig, hvori Manglerne ved den nuværende Ordning egentlig ligge. De ligge neppe hovedsagelig i Besidderens Indskrænkninger med Hensyn til Benyttelsen af Godset; thi som foran bemærket, kunne Majoratsbesidderne i vidt Omfang skalte og valte med Godset, og Lehnscontrollen tilstaar med Beredvillighed Optagelsen af Laan til dettes Forbedring. Det kan heller ikke væsentlig ligge i, at Ejendommen skal bevares i Slægten; thi dette er et naturligt Ønske, der ligeledes findes udenfor denne Klasse. Det kan heller ikke principielt søges i, at Ejendommen skal efterlades til En; thi vor Lovgivning har altid med Føje indeholdt Bestemmelser om alle andre Arter af Landejendomme, hvorved man har søgt at lette denne Ordning. Det forekommer endelig Indsenderen, skjøndt han aldeles ingen Fordring gier paa Autoritet i denne Retning, meget tvivlsomt, om Manglen ved den nuværende Ordning ligger i, at det er paa Jordegods, at Majoratsbaandet hviler. Ligesom efter Nutidens Udvikling Landejendommene have tabt deres tidligere Overvægt som Landets Hovedformue, saaledes synes Opgaven væsentlig at være den, at give Formuen fuld Frihed i alle Retninger og ikke at lade »den døde Haand« lægge sig fra det ene Sted til det andet. Vil man gjøre nogen Forskjel af Hensyn til Formuens forskjellige Former, synes det snarere at kunne siges, at de store Jordegodser ret vel egne sig til at glide jevnt fra Fader til Søn med de Begrændsninger i Raadigheden, som følge heraf. Derimod synes der i en Tid, som gjør saa store Krav til den egentlige Kapital, at være megen Betænkelighed ved aldeles at unddrage særdeles betydelige Dele af samme fra den frie Omsætning. Naar man vil søge Roden til Ondet, bør man vistnok gaa tilbage til selve Oprettelsen af Majoraterne og til den Anskuelse, der har fremkaldt samme, og der maa da herved vistnok lægges afgjørende Vægt paa Familieformuens saa særdeles ulige Fordeling i den arveberettigede Slægt, i det aristokratiske Princip at opretholde Familiens Glands i en enkelt Person, jfr. Privileg. af 1671, henholdsvis § 9 og § 8, medens de øvrige Medlemmer henvises til at søge Udkomme i et meget begrændset Antal Stillinger, navnlig et saa nært personligt Forhold som muligt til »Landsherren«. Anken ligger egentlig ikke i, at den Enkelte bliver rig (skjøndt det maa erkjendes, at det indeholder en stærk Fristelse til Lediggang saaledes fra
