Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/1009

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

1005

Lehns, Stamhuses og Fideicommlsgodsers Overgang etc.

Fødselen af at have en stor Rigdom urokkeligt tilsikret), men deri, at dette skeer til Forurettelse for de Andre, medens dog disse i Kraft af deres Herkomst og Udsigt til engang at arve Familiegodset ere udelukkede fra at gaa over i de arbejdende Klasser af Folket. Den Ene bestiller saaledes Intet, fordi han faar for Meget, og de andre »gjøre det samme«, fordi de faa for Lidt, medens Alle kunde faa Tilstrækkeligt til en hæderlig Virksomhed, hvis Formuen blev ligeligt delt (under fornødent Hensyn til Principet i Arvelovens § 27). Heri ligger paa en Gang Vejen til Spørgsmaalets Besvarelse og Vanskeligheden ved at løse Opgaven. Det synes nemlig klart, at den eneste virkelige Løsning er en Ophævelse af selve Majoratsbaandet paa Familiens Formue, hvad enten samme har den ene Form eller den anden, bestaar af Jordegods eller Kapitaler eller af begge Dele paa en Gang. Ved en hvilkensomhelst Forandring vil man dog komme til at gribe ind i bestaaende private Retsforhold og satte de herskende Standsfordomme i stærkt Oprør, og hvis man følger den af Forslagsstillerne angivne Vej, vistnok med lidet Udbytte og til tvivlsom Nytte. Man bør derfor enten lade den nugjældende Retstilstand bestaa eller søge Opgaven løst paa en Maade, som i Virkeligheden fyldestgjør Nutidens Krav til et demokratisk Samfund. Man vilde herved komme tilbage til Grundtanken i §§ 2 til 5 i det Monradske Forslag. Men at Vanskelighederne ved en saadan Ordning ere ganske overordentlige, følger af sig selv, ligesom det ogsaa til Overflod er udviklet af Generalprocureuren med gammeljuridisk Emphasis. Disse Retsforhold strække deres Rødder Aarhundreder tilbage i Tiden og ere bestemte til at forgrene sig Aarhundreder ned i Fremtiden. Om man nu end vil lade de Døde hvile i Fred, og om man end maatte mene at kunne sætte sig ud over de endnu ufødte Slægters Krav, saa kan de nu Levendes Berettigelse volde mere end tilstrækkeligt Bryderi. Deres Retsstilling er nemlig, hvad Stamhusene og Fideicommisserne angaar, af rent privatretlig Charakter, og selv for Lehnenes Vedkommende er denne Egenskab ganske overvejende. Hvis man vil tage enhver nok saa fjern Majoratsarving med ved Forholdets Ordning, fortaber man sig i endeløse juridiske Undersøgelser af den subtileste Charakter og stiller desuden meget store reelle Vanskeligheder for Opnaaelsen af en Overenskomst. At indskrænke sig til at kræve nærmeste Successors Sam-