12
Nellemann: Om mundtlig
er forberedende og ikke bestemmende, opfatte derfor Appellen paa en ganske anden Maade, nemlig ikke som en Prøvelse af Underrettens Behandling, men blot som en gjentaget Procedure af den samme Sag for en anden og høiere Ret. Naar kun Retstvistens Identitet bevares, hvilket altsaa practisk talt vil sige, naar kun Paastanden i det Væsentlige vedbliver at være den samme, staaer det forresten Parterne frit for i Appelinstantsen at fremkomme med nye Søgsmaalsgrunde og Indsigelser samt nye Beviser. Appellens Nytte sættes altsaa ikke fornemlig i, at den skal berigtige Feil og Vildfarelser hos den underordnede Ret, men den maa nærmest opfattes som en Adgang for Parterne til endnu engang at procedere deres Sag, og til ved denne Leilighed at undgaae Feil, som de tidligere have begaaet, oplyse, hvad de tidligere have glemt eller forsømt, tilføie og fremdrage, hvad de have overseet o. s. v. Naar der herved forudsættes en høiere Intelligents og større Dygtighed hos Sagførerne og Dommerne i Appelinstantsen, vil det fremdeles blive ikke blot en anden og gjentagen Procedure og Paadømmelse af Sagen, men vel i Reglen ogsaa en fuldkomnere og bedre. Denne Opfattelse af Appellen har imidlertid fremkaldt en begrundet Kritik. For det Første har fra et reent practisk Standpunct den Bemærkning gjort sig gjældende, at Parterne under en saadan Ordning lægge hele Hovedvægten paa Sagens Behandling i Appelinstantsen, saaledes at Proceduren i første Instants forsømmes og næsten kun føres paa Skrømt. Deraf følger naturligen, at der appelleres meget hyppigt, og at Sagen i Appelinstantsen svulmer op til Dimensioner, som langt overstige dens Udstrækning i første Instants. Som heraf flydende Ulemper fremhæves, deels Appelretternes store Overbebyrdelse med Arbeide, deels Processernes og Rettergangens Fordyrelse. Men Hovedindvendingen ligger dog ikke i disse practiske Hensyn; den er af principiel Natur. Det er nemlig klart, at efter den mundtlige Rettergangs Væsen bør Hovedvægten lægges
