13
Rettergang i civile Sager.
paa den første Behandling. Et System, hvorefter
Tyngdepunctet forlægges til Appelinstantsen, er i Strid
med Muudtlighedens og Umiddelbarhedens første
Grundsætninger. Man maa naturligen spørge, hvorfor skal der
procederes to Gange paa samme Maade om det Samme?
Hvorfor henlægger man ikke alle de Garantier, al den
Intelligens og al den Dygtighed, hvorover man kan raade,
til den første Behandling af Sagen og lader da denne være
afgjørende, istedetfor at opspare alt dette til
Appelinstantsen og lade Sagen gjennemløbe et saadant
betydningsløst Stadium som den første Behandling bliver? Paa dette
Punct komme vi atter tilbage til en Analogi, som allerede
engang er fremhævet med Styrke, nemlig Analogien fra
den mundtlige Strafferetspleie med Nævninger. Her staaer
det klart for Alle, at Hovedvægten hviler paa den første
Behandling, at Alt maa coucentreres paa denne. Men der
kan ikke være mindste Tvivl om, at hvad der saaledes
skal og maa gjælde i Strafferetspleien, conseqvent finder
lige god og berettiget Anvendelse i Civilretspleien. I det
Væsentlige maa de samme Grundsætninger herske i begge.
Som en Følge heraf maa man vistnok betragte Appel i
Betydning af gjentaget Procedure af Sagen som en Uting,
der i Gruden er en inconseqvent Rest fra det gamle
System, hvormed den nye Bygning belemres.
Retsmidlerne imod den første Behandling og dens Re-
sultater maa herefter blive i Grundtanken de samme i
Civilretspleien som i Strafferetspleien. Som Hovedregel maa
fastholdes, at Beviisspørgsmaalets Afgjørelse ikke
kan undergives nogen Appel. Den første Rets
Bedømmelse heraf er endelig og inappellabel; thi kun den
Dommer, for hvem Beviisførelsen umiddelbart er
foregaaet, kun den Dommer, der har hørt Vidnernes og
Skjønsmændenes Røst og seet de synbare Beviismidler, kan
dømme om Beviset. Og der er, naar man vælger
velskikkede Personer, aldeles ingen Grund til at troe, at de,
for hvem den hele Beviisførelses Drama første Gang op-
