15
Rettergang i civile Sager.
bedst at svare til den mundtlige Rettergangs Idee. Men
kun Hovedtrækkene skulle fremhæves.
Foreløbig bemærkes, at den naturlige Forudsætning,
som iøvrigt heelt igennem skinner frem i de foregaaende
Udtalelser, er, at der i den mundtlige Procedure kun
bliver Spørgsmaal om to Instantser. Begge bør vistnok
være collegialt sammensatte og organiserede. Retterne i
første Instants formenes i Almindelighed at kunne omfatte
temmelig store Districter (2 a 300000 Mennesker), og den
øverste Instants det hele Land. Det er en Selvfølge, at
disse Retters Embedsmænd aldeles ikke bør have
Functioner af administrativ eller anden fremmed Natur. Men
da en Sags Behandling nødvendigviis maa sætte et stort
Maskineri og mange kostbare Kræfter i Bevægelse, maa
det fastholdes, at der ved Siden af den egentlige
ordiuaire Rettergang bør træffes hensigtsmæssige
Foranstaltninger til at tilveiebringe en mere formløs og simpel og
derfor naturligviis billigere Afgjørelse af Smaasager ved
locale Embedsmænd, der herved gierne kunne functionere
som Enedommere.
Det er ovenfor yttret, at i den mundtlige
Procesmaade hviler Hovedvægten paa den første Rets Behandling
af Sagen, og Appellen har væsentlig Charakteer af en
senere Berigtigelse eller Rettelse af enkelte Puncter,
navnlig Retsfortolkningsspørgsmaalene. Heraf følger, at den
gamle tilvante Forestilling om en Række af tre Instantser,
hvor de laveste Fordringer til Dommere og Sagførere
stilles i første Instants, disse Fordringer derefter skærpes
i anden og endelig stige til det høieste Maal i tredie og
sidste, maa aldeles kastes bort. Al den Dygtighed og
Intelligents, hvorover man raader, udkræves i den
mundtlige Procedure netop paa Retspleiens første Trin. Den
hele Forskjel imellem Fordringerne til Dommerne og
Sagførerne i første Instants og i Overinstantsen bestaaer kun
deri, at hos de sidste visse Retninger i Dygtigheden
fortrinsviis accentueres, medens hos de første ikke en mindre,
