22
J. Nellemann: Om mundtlig
Conseqventser i Civilprocessen. Men denne Udviklingsgang er i og for sig mangelfuld og skjæv; den maa væsentligst tilskrives, at Anskuelserne om disse Forhold og den fulde Indsigt i, hvad Mundtlighedssystemets Conseqvents kræver, først efterhaanden udvikledes til fuldstændig Modenhed og Klarhed. Nu hersker der ikke længer nogen alvorlig Tvivl, om at den gjennemgaaende Sondring imellem Criminalproces og Civilproces er principløs, men at tvertimod begge saavidt som mueligt ber fremstille den samme Grundtypus, de samme Hovedformer. En nærmere Udvikling af denne Tanke vilde fore for vidt, men med Hensyn til flere Hovedtræk kan jeg henvise til den foregaaende Udvikling, navnlig angaaende Beviislæren og Appelsystemet. Den Grundtanke, at de processuelle Hovedformer bør udstrækkes over den hele Retspleie, er ikke blot et theoretisk Conseqventsmageri — som Mange, blot fordi Tanken er dem fremmed og uvant, maaskee ville mene —, men den anbefaler sig netop fra den practiske Side i høi Grad. Allerede den Eenhed, Simpelhed og Conseqvents, der saaledes vil komme til at herske i det hele Processystem, maa tiltale Enhver, ligesom naturligviis den hele Rettergangslovgivning bliver mere overskuelig og almeenfattelig. Men ogsaa fra andre Sider betragtet, vise sig store practiske Fordele ved Proceseenheden. Netop i et lille Land vil den mundtlige Rettergang, som stiller saa store Fordringer til den personlige Dygtighed, ikke kunne trives, uden paa den Betingelse, at alle gode juridiske Kræfter anspændes i den Retning og bevæges imod dette Maal. Sagen kan endda have store Vanskeligheder, og Udførelsen i Virkeligheden blive tarvelig nok i Forhold til Idealet. Men Udsigterne til en heldig Gjennemferelse af Mundtlighedsprincipet ville i høi Grad formindskes, naar Kræfterne skulle adsplittes og deles, derved at begge Systemer, der stille saa forskjellige Fordringer og udvikle Evnerne og Kræfterne i saa forskjellige Retninger, ja tildeels kræve en ganske forskjellig Leveviis, skulle vedblive
