Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

23

Rettergang i civile Sager.

at bestaae jævnsides, det ene i criminelle og det andet i civile Sager. Især vil dette Forhold blive fordærveligt paa Grund af den Omstændighed, at Civilprocesvirksomheden og hvad hermed naturligen hænger sammen (Consultation, Documentskrivning, Behandling af Boer) nødvendigviis vil vedblive at være det i pecuniær Henseende Lønnende, medens ingen Sagfører i vore smaa Forhold vil kunne leve væsentlig af criminel Praxis. Og det er vistnok dybt grundet i de menneskelige Forhold, at Enhver har meest Interesse for det, som spiller Hovedrollen i hans Erhverv, og som han skal stole paa i Henseende til sit Udkomme. Det er derfor let at forudsee, at den mundtlige Procedure i Straffesager af de dygtige og søgte Sagførere, der virkelig have Noget at bestille, vil blive behandlet og betragtet som en reen Bisag, der — idetmindste naar Nyhedens Interesse er forbi — vil blive anseet for et høist ubehageligt Hverv, som kræver en uvant Anspændelse af Evnerne og Kræfterne, der aldeles ikke staaer i Forhold til Lønnen og Indtægten. Jeg troer derfor fuldt og fast, at det er en uundgaaelig nødvendig Betingelse for en heldig Gjennemførelse af Mundtlighed i Rettergangen, at Reformen maa omfatte den hele Retspleie, og at alle Kræfter maa bevæge sig i den Retning. Ogsaa med Hensyn til Dommerstanden gjøre tilsvarende Betragtninger sig gældende, skjøndt ganske vist med mindre Styrke. Ingen vil kunne miskjende, at ogsaa her den største Dygtighed efter al menneskelig Beregning vil blive Opnaaet, naar Maalet, hvorefter Kræfterne stræbe, er det samme, og naar Enhver heelt og udeelt kan udvikle sine Evner i en enkelt bestemt Retning, uden at skulle dele sin Opmærksomhed imellem forskjellige ueensartede Virksomheder.