597
Clerkenwell-Sagen i London.
ikke dennes Repræsentanter eller Rettens Medlemmer,
som toge en virksom Deel i Forhøret, at bringe dem i
Modstrid enten med sig selv eller indbyrdes. Desuagtet
blev som bekjendt Udfaldet, at Barrett blev fundet skyldig
i Mord, og Retten erklærede gjennem Lord-chief-justice
sin fulde Enighed i Verdictet.
Som det vil sees, er der her en dyb Kløft mellem
Hoved- og Modbevis — en Kløft, som muligvis aldrig
var fremkommet eller dog var bleven udfyldt ved Forhør
over den Sigtede. Heraf kommer det vistnok, at
Alibibeviset, der er saa sjeldent i vor criminelle Proces, spiller
en saa stor Rolle i England — jfr. ogsaa fra
»Pickwick-clubben« den ældre Mr. Wellers naive Tillid til dette
Universalmiddel mod Retsforfølgning. Men da »man altid
kan sætte et Alibi-bevis op«, følger deraf, at det
betragtes med stor Mistillid, hvad da ogsaa nærværende Sag
afgiver Bevis paa. Ejendommeligt er det forresten, at
medens man i England fritager Parten i criminelle Sager
for enhver Forklaring, er han i civile Sager forpligtet til
at afgive en saadan under Ed — altsaa lige det Modsatte
af dansk Ret.
Det staar nu vel Enhver frit for at paastaa, at de
let paaviselige Misligheder ved overhovedet at indlade sig
paa Forhør langt overskride Manglerne ved kort og godt
at afskjære ethvert Forhør; men det forekommer mig, at
det engelse System her har vist sig utilstrækkeligt til at
opfylde en Fordring, der maa stilles til enhver
Procesmaade. Det er nemlig klart, at denne Sag til Trods for
den særdeles omhyggelige Saggivelse er gaaet til absolut
endelig Afgjørelse, uagtet der forelaa stor Tvivl om dens
rette Sammenhæng, og uagtet det ved Indladelsen var
klart, at yderligere Oplysning maatte kunne skaffes tilveje.
Regjeringen var vel ikke i Ordets egentlige Forstand
overrumplet med Alibi-beviset; den havde nemlig faaet
Kundskab derom gjennem et Brev, som Barrett fra Fængslet
havde skrevet til den nævnte Skomager; dette havde man
