818
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
forsaavidt Loven ikke umiddelbart giver dem en saadan Ret, synes ogsaa anvendelig her, jfr. og Dec. i jur. Ugeskr. IV Pag. 378, som synes at gaae ud fra denne Anskuelse. Allerede den umiddelbare Retsfølelse vil dog ofte føle sig stødt ved denne Opfattelse, at t. Ex. den testamentariske Arving, hvem et Alimentationslegat var paalagt, ei udenvidere maatte nyde Godt af, at Legataren var bortfalden; og dernæst i hvad Egenskab erhverve Intestatarvingerne Lodden? som Singulærsuccessorer? derved stødes atter den umiddelbare Retsfølelse; som Universalsuccessorer; men i san Fald kan Legatarens Bortfald bevirke, at der kommer heelt nye Universalsuccessorer, hvilket atter vil bevirke en Omfordeling af Gjeldsansvaret; dette synes ogsaa urimeligt. Sagen er imidlertid, at den hele Opfattelse hviler paa et falsk Fundament. Naar Nogen i levende Live vil paatage sig en obligatorisk Forpligtelse eller overdrage en Rettighed, og denne Retshandel af en eller anden Grund ei kommer til Existents, eller den er gjort afhængig af en resolutiv Betingelse, som indtræder, saa kan han derved paa ingen Maade siges at erhverve en ny Ret, om det end kan blive ham til Fordeel, at han ei bindes, at Rettigheden ei gaaer over. Men saaledes maa Forholdet opfattes mellem Legatarerne og Universalsuccessorerne. Netop paa Grund af den formueretlige Eenhed mellem disse sidste og Arveladeren, staae de i samme Forhold til de af ham stiftede Rettigheder, som først erhverves efter hans Død, som han selv vilde have staaet, hvis de vare erhvervede mod ham i levende Live. Kommer derfor Legatet ei til Existents, fordi Legataren bortfalder før Arveladerens Død, eller virker den resolutive Betingelse — hans Afslag — saa maa det fastholdes, at derved kunne Universalarvingerne ei siges at erhverve Noget; er det først givet, mod hvem Rettigheden skulde være. gjort gjeldende, saa bliver det eo ipso ham, der kommer til, at nyde Godt af, at den ei kommer til Existents — naturligviis forudsat, at Testator ei
