922
Kjøbenhavns Gjæsterets Dom.
Oplysningsmaade er jo vel i og for sig den, der giver den
bedste Sikkerhed for et rigtigt Resultat, da det fremmede
Lands Ret her bliver fortolket af Autoriteter, der ere heelt
og holdent fortrolige med den; men deels haves der jo i dansk
Ret ingen Forskrift om, at Beviset for fremmede
Retssætninger absolut skal føres paa denne Maade, deels er det i
mange Tilfælde ikke muligt at paavise nogen Autoritet i det
paagjældende Land, der baade er competent til med bindende
Virkning at udtale sig om Landets Ret, og derhos enten
forpligtet eller ialfald villig til at gjøre det. Under disse
Omstændigheder kunne Parterne, naar det er givet, at
Fremmedret bør have Indflydelse paa Sagens Udfald, ikke være
afskaarne fra at benytte den anden Vei, der da er den eneste
mulige. Men heraf synes da nødvendigt at følge, at den
danske Domstol ikke kan fritage sig for den Opgave at
fortolke de den forelagte Lovbestemmelser, og det vel at mærke
netop i samme Omfang og paa selvsamme Mads, som den
fortolker dansk Ret, saa at der altsaa ikke blot kan blive
Spørgsmaal om at afgjøre, hvorledes en enkelt Lovparagraph
i og for sig her opfattes, men ogsaa om Forholdet imellem
flere Paragrapher eller flere Love indbyrdes, om hvorvidt den
ene af dem kan antages at have Ophævet den anden, om
indskrænkende eller udvidende Fortolkning o. s. v. o. s. v.
Forskjellen imellem Rettens Forhold til den danske og den
fremmede Ret bliver med andre Ord kun den, at Retten af sig
selv skal kjende og anvende alle almindelige danske
Lovbestemmelser, medens den ikke er pligtig at kjende eller ,tage
Hensyn til de fremmede Retskilder, undtagen forsaavidt de af
Parterne ere den forelagte, see i det Hele Scheel
Privatrettens alm. Deel lste Afd. S. 479-80 og de sammesteds
citerede Domme (hvormed for de tidligere med Danmark
forbundne Hertugdømmers Vedkommende kan jevnføres Domme
i Jur. Ugeskr. 1856 S. 552—4 og 1859 S. 255 Anm., og
Høiesteretstid. 1864 S. 88) samt Nellemann: den ordinaire
civile Procesmaade S. 267—70 og 663—4, jfr. 73 og 110.
Muligt er Grunden til den særdeles tilbageholdne Stilling,
som den ovenfor aftrykte Dom indtager ligeoverfor den
fremmede Ret, at søge i den Betragtning, at det under Sagen var
givet, at Contracitanten havde paataget sig at skaffe
Obligationen indtegnet i vedkommende Pantebog i Sverrig, og at
dette ikke var skeet, saa at altsaa Sagen hermed var afgjort,
uden at videre Undersøgelse var fornøden. Men deels er
dette Raisonnement ikke bestemt fremsat i Præmisserne, deels
