965
af en tinglig Ret mangler Competence.
traadt, maa Erhververen siges at have havt Eiendomsret
fra Overdragelsesøieblikket, medens hans Ret i det
heromhandlede Tilfælde, hvor Overdrageren mangler
Competence, først kan datere sig fra det Tidspunkt, da denne er
bleven Eier.
Uagtet nu det Ovennævnte synes at være grundet i
logisk Nødvendighed, læres det dog uden Reservation, at
en Medeiers paa Stiftelsen af en Servitut rettede
Villieserklæring faaer den tilsigtede Virkning, naar de Andre
senere samtykke, eller naar den, som har afgivet
Erklæringen, senere bliver Eneeier, jfr. Algreen-Ussing: Læren
om Servituter p. 137—39 og Grams Tingsret, 2den Udg.
lunde altid er Tilfældet, — er det dog tvivlsomt, om han ikke retrest bør opfattes som saadan.
Ligesom nemlig Eiendomsretten, efter at en Hævdsbesiddelse er begyndt, er i den Situation - her bruges den almindelige Opfattelses Udtryk — at den gaaer bort, hvis der ikke gjennemføres et Søgsmaal eller erholdes en Anerkjendelse fra Hævdsbesidderens Side, saaledes maa conseqvent ogsaa de fra denne udgaaede tinglige Rettigheder være samme Betingelse undergivne. Nogen bedre Grund for den Sætning, at den, der har vunden Hævd, ikke skal respektere de under Hævdstiden af den forrige Eier stiftede Rettigheder, er neppe hidtil given; thi betragtes disse strax efter deres Stiftelse som mangelfrie, er der ikke overfor dem vunden nogen speciel Hævd, da de ikke ere 20 Aar gamle. Efter den her fulgte Opfattelse af Betingelsen, ere disse Dispositioner nu simpelthen at ansee som foretagne af en Ikke-Eier. Som et andet Datum for Hævdens tilbagevirkende Kraft kan anføres, at, hvad der end antages, jfr. L.s 5—5—4, om Besidderens Eiendomsret over Frugterne, maa det uden Tvivl staae fast, at den forrige Eier efter Hævdstidens Udløb ikke kan vindicere de Frugter, som ere i Behold hos den Hævdende; men særlig Hævd foreligger der jo ikke med Hensyn til Frugterne, hvad derimod ofte maaskee kunde siges om andre adskilte Dele af Tingen. Med Hensyn til de Romerske Juristers Opfattelse af Betingelsen er der vistnok megen Tvivl; men som et Hovedpunkt, hvor det især kommer an paa, hvilken Opfattelse der følges, anføres fr. 14 § 1 Dig (46—2) og Gajus III § 179,
jfr. Halls Romerret p. 282. Som et herhenhørende Værk mærkes:
Fitting: Ueber den Begriff der Rüchziehung, Erlangen 1856.
