966
A. C. Evaldsen: Om det Tilfælde, at Overdrageren
p. 459, hvor dog, jfr. Note 2, dette opstilles mere
dubitativt. Da der nu imidlertid ikke gives Noget, der kan
kaldes Servitut over en Medeiendomsret med slig Evne til
at udvide sig, og Erhververen saaledes ikke kan have
nogen tinglig Ret, førend de Andre samtykke, eller
Stifteren bliver Eneeier, er dette ikke begrundet i
Vedkommendes Stilling som Medeier. En af en blot Besidder
stiftet Servitut maa ligeledes vinde Gyldighed, naar han
ved Hævd eller ad anden Vei bliver Eier af den bebyrdede
Eiendom, og det Samme maa vel gjælde, selv om han i
Stiftelsesøieblikket slet ikke staaer i noget Forhold til
Tingen, hvis ellers Villieserklæringen da har den fornødne
definitive Karakteer.
Med Hensyn til Pant er det jo utvivlsomt anerkjendt,
at den pantsættende Villieserklæring kan foregaae paa en
Tid, da Pantsætteren endnu ikke har erhvervet Tingen,
eller denne ikke er kommen til Existents, saaledes at
Panteretten udenvidere træder i Kraft som tinglig Ret,
saasnart disse Hindringer ere hævede. Dette kan neppe
opfattes som Noget, der aldeles hviler i positive
Bestemmelser, da det har været anerkjendt hos os, førend vi
havde Lovhjemmel derfor, og vistnok antages allevegne,
hvor der ikke er Lovbestemmelse derimod. Der tænkes
imidlertid herved nærmest paa et fra det i det Foregaaende
omhandlede forskjelligt og i praktisk Henseende langt
hyppigere Tilfælde, nemlig den saakaldte anteciperede
Pantsætning. Ved denne gaaer Erklæringen kun ud paa i
Fremtiden at begrunde en Panteret for Creditor, idet det
udtrykkeligt udtales for denne, at Tingen endnu ikke er
erhvervet eller bleven til. Gjenstanden for den eventuelle
Panteret er maaske ikke engang individuel bestemt. Det
Tilfælde derimod, som svarer til, hvad ovenfor er omtalt
med Hensyn til Overdragelse af Eiendomsret og Servitut,
om hvilket Dernburg p. 236 bruger Udtrykket
Convalescents — er det, at Debitor pantsætter en Ting som sin
egen, hvad enten dette nu skeer af en Feiltagelse eller i
