968
A. C. Evaldsen: Om det Tilfælde, at Overdrageren
to successive Eiendomsoverdragelser af En, der ført senere
bliver Eier, jfr. det Følgende, den Committent, der sidst
har givet Ordre, være ligesaa nær som den første til at
vindicere Tingen ud af Commissionærens Coukursbo, naar
han kan føre særligt Beviis for, at det er hans Ordre, der
er effektueret. Ligeledes vil en Overeenskomst, at En skal
frembringe en ny Ting til en Anden, kun blive af
obligatorisk Natur, og her vil man end ikke uden under særlige
Omstændigheder anerkjende Eiendomsret for Bestilleren,
førend Tingen er ham overleveret.
Det er vel en Følge af Eiendomsrettens og de andre
tinglige Rettigheders fra Panteretten forskjellige Indhold og
Øiemed, at der ved hine i Almindelighed ikke tillægges den
Villieserklæring nogen Gyldighed, der ikke gaaer ud paa
strax at skade Erhververen den Raadighed og vedvarende
Benyttelse af Tingen, disse Rettigheder tilsigte, medens
derimod en saadan Villieserklæring er mere naturlig ved
Pant, hvor Rettigheden kun udøves i et enkelt og senere
indtrædende Øieblik. Det synes ialfald mindre passende,
om man just i Mangelen af Competence vilde begrunde
Ugyldigheden — naturligviis kun i tinglig Henseende —
af den Erklæring, hvorved Eieren vilde afhænde et
tilkommende Aars Høst saaledes, at Kjøberen i sin Tid
udenvidere skulde optræde som Eier. Det sees ogsaa, at en
saadan Overdragelse har tinglig Gyldighed, naar
Erhververen sættes i Besiddelse af den frugtbærende Ting. Naar
der saaledes er indrømmet denne en Ret paa bestemt Tid,
kan det aabenbart ikke fordres, at Eierens
Overdragelsesvillie med Hensyn til Frugterne vedblivende er tilstede;
men selv om Modtageren skal tilbagelevere Tingen paa
Anfordring, synes han at være Eier af det, han
oppebærer, indtil Tilbagefordringen er skeet, selv om
Hovedtingene Eier f. Ex. er bleven afsindig, hvad der dog
bevirker, at .man ikke i hans Passivitet kan see en fortsat
Overdragelsesvillie.
