970
A C. Evaldsen: Om det Tilfælde, at Overdrageren
saadan Antagelse ifølge det ovenfor Udviklede synes meest
conseqvent, saaledes er det heller ikke det meest Stødende,
der kan opstilles; thi Creditor er dog afhængig af Debitors
Villie, forsaavidt denne, naar han ikke kan opnaae
Creditors Samtykke til fri Dispositionsret, kan undlade at
erhverve Tingen.
Hvis det nu maa antages, at Overdrageren ikke kan
tilbagekalde sin Villieserklæring, foreligger her en
Disposition af ganske eiendommelig Art, som, uagtet den endnu
ikke har begrundet nogen Ret over Tingen — denne er
jo i en Andens Eie — og altsaa forsaavidt fremtræder
som ufuldendt, dog er grundforskjellig fra den
kontraktmæssige Forpligtelse med tilsvarende Indhold deri, at den
paagjældende tinglige Ret indtræder i samme Øieblik, som
Overdrageren erhverver den fornødne Raadighed, uden
nogensomhelst Medvirkning fra dennes Side, jfr. og
Regelsberger: Altersvorzug der Pfandrechte p. 21[1].
Dernæst opstaaer der blandt flere andre det
Hovedspørgsmaal, om der finder Konkurrence Sted, naar der
saaledes før Erhvervelsen af den fornødne Raadighed er
disponeret til Fordeel for Flere, eller om den gaaer forud,
til hvem Villieserklæring først er afgiven. Dette Spørgs-
- ↑ Hvad Romerretten angaaer, antages dette ogsaa af Dernburg, jfr. det cit. Værk p. 194 No. 8 med Hensyn til det Tilfælde, at en af Medeierne har indrømmet Naboen en Servitut. Det paagjældende Kildested fr. 18 (8—4) jfr. fr. 11 (8-3) nævner heller ikke Villiesforandring hos den Paagjældende blandt de Omstændigheder, der forhindrer Servitutens Stiftelse i det Øieblik, da de Andre samtykke, medens Stedet ellers lægger en paa udførligt at angive disse Hindringer. Elvers: Die römische Servitutenlehre p. 691 - 92 anseer dog Servitutens Stiftelse begrundet deri, at »die Fortdauer des Willen præsumirt wird«. Hvad nu end de romerske Juristers theoretiske Opfattelse angaaende de heromhandlede Dispositioner har været, foreligger der ialfald i praktisk Henseende, ikke alene for Panterettens Vedkommende. men ogsaa med Hensyn til Villieserklæringer angaaende Overdragelse af Eiendomsret, fuldstændig Anerkjendelse af den ovenfor fremstillede Sætning, jfr. i det Hele Dig (21—3).
