971
af en tinglig Ret mangler Competence
maal kunde ikke afgjøres ved nogen Regel, naar den
tinglige Rets Tilblivelse beroede paa et stiltiende eller formodet
Samtykke fra Overdragerens Side; thi denne kan —
forudsat naturligviis, at Dispositionerne ere i Strid med
hinanden — ligesaavel have havt til Hensigt at skuffe den
første som den sidste Erhverver, jfr. ovenfor om det
Tilfælde, at Tvende have sendt Bestilling om Indkjøb af en
bestemt Ting til samme Commissionær. Antages derimod,
at den engang foretagne Overdragelses Virkninger
indtræde uafhængigt af den Erklærendes senere Villie, bliver
et af hine to Alternativer — Ligeberettigelse (Sameie)
eller den først afgivne Erklærings Forrang — overalt at
fastholde.
I denne Henseende mene nu Mange[1], hvad der paa
engang ligger lige ved Haanden og synes ubestrideligt, at,
da Alle i samme Øieblik erholde den tinglige Ret, maa
der være Ligeberettigelse mellem de ved Overdragerens
Erhvervelse af Competencen convalescerende
Dispositioner, forsaavidt, hvad Pant angaaer, den senere Creditor
ikke har indvilliget i blot at have sekundær Panteret.
Betragter man saaledes Retshandelen først som fuldendt i
det Øieblik, Competencen er tilstede, synes den, til hvem
Erklæring først er afgiven, kun at kunne have et
obligatorisk Krav paa, at den Sidste skal Opgive sin
Medeiendomsret, hvad jo forøvrigt er betinget af dennes Kundskab
om den Førstes Ret idet Øieblik[2], da den tinglige
Villieserklæring blev afgiven til ham.
- ↑ Jfr. Huschke i Linde's Zeitschrift für Civilrecht und Process. Bd. 20 p. 200 og 202 ff. — en Opregning af dem findes hos Dernburg p. 247 Note 17.
- ↑ Det er vel utvivlsomt, at det ovenfor angivne Tidspunkt med Hensyn til denne Kundskab er det afgjørende. jfr. Gram: Obl. Rettens sp. Deel p. 148 og flere Steder. Hvorvel det kan være haardt for den, der sidst i god Tro har contraheret og maaskee betalt Kjøbesummen forud, maa han jo dog erkjende, at hans obligatoriske Ret overfor den første Kjøber, der ikke har opgivet sin, intet gjælder
