her er saa varmt, og Alting er saa nysseligt — og den deilige Julekage. Nu er det forbi Altsammen, nu kommer her Fremmede, og det er maaske den sidste Juleaften; jeg tilbringer her i Præstegaarden." Hvor sørgelige disse Ord end klang, maatte de dog for Hr. Frederiksen have havt en særegen, mystisk Betydning, thi han kastede et paa engang stolt og uroligt Blik paa Jomfru Knap.
"I du fredsens, almægtige Gud," udbrød denne, og tabte i sin Forfærdelse Dagen, hun var i Begreb med at brede over Divanbordet, "De vil da ikke lægge Dem til at døe."
"Nei," hviskede Hr. Frederiksen forlegent, "men nu har jeg været Skolelærer i 27 Aar, og bestandig siddet i et godt Kald. Iaar har jeg ladet male i alle Værelserne hjemme i Skolen, og gjort 62 Alen Lærred, som De selv har været saa god at besørge for mig hos Ane Vævers — saa nu synes jeg nok, jeg kunde gifte mig."
"Ja hille min Sandten, det troer jeg," udbrød Jomfru Knap fyrigt og tog sin Dug op igjen.
Nu skulde det synes, som om Hr. Skolelæreren med eet eneste lille Hop kunde springe ind i Ægteskabets Tempel — og dog dette Hop kunde han ikke gjøre; det var det sidste, men ogsaa det sværeste. I
