de ti Aar, han havde været Skolelærer der i Sognet, var han hver Juleaften gaaet til Præstegaarden, for at frie, men hver Julemorgen havde han maattet trøste sig med, at det vilde og skulde skee næste Aar. Forlegenheden tager af med Tiden, sagde han til sig selv, da den i hans 32te Aar forhalede hans Lykke, og saaledes sagde han hvert Aar, til han blev 41 Aar. Ja denne Forlegenhed! tænk efter min Læser, om Du aldrig er kommen tilkort ved Din Forlegenhed, om Du aldrig har gjort en dum, ja maaskee en slem Streg af Forlegenhed; har Du tænkt rigtig efter, veed jeg sikkert, at Du ikke vil lee af min stakkels Hr. Frederiksen. Han rømmede sig, hostede, pustede, men dette ulykkelige: "Jomfru Knap, jeg elsker Dem," blev ham bestandig siddende i Halsen, indtil det var for silde. Han greb hendes Haand, trykkede den saa fast, som om den aldrig skulde blive fri, men disse ulyksalige Ord, der fulde binde den for evigt, udeblev bestandig. Just som de dennegang ufeilbarligen syntes at maatte komme, knirkede Døren og Pastor Werner traadte ind fra sit Studerekammer. Tro ikke, min Læser, at det er mig, der er ondskabsfuld, nei havde det beroet paa mig alene, var Præsten ikke kommen, men nu — det er Skjæbnen, og den er baade jeg og Hr. Frederiksen undergivne. Pastor Werner var en Mand paa henved
