herfor har man opstillet Forholdet mellem Sjæl og Legeme, taget i almindelig Betydning. Var Sjælen udødelig, vilde det være uforklarligt, hvorfor Sjælen skulde være tvungen ikke blot til at voxe, men ogsaa til at aftage med Legemet. Var det ikke naturligere, at Sjælen fortsatte sin Udvikling uden at lammes af Legemers Svaghed og tilsidst med et Vingeslag svang sig ind i Evighedens Uendelighed, hvis den var bestemt til Udødelighed, hvis den var Andet end en livløs Nødvendighed, en død Bevægelse?"
"Om Du end førte ti Beviser, vilde Du ikke kunne rokke min Tro. Hvorfor lyver, bedrager og stjæler Du da ikke, naar Du ikke troer paa et evigt Liv?"
"Fordi jeg frygter for at opdages. Naar jeg er vis paa ikke at opdages, gjør jeg det ogsaa."
"Høllo, Høllo!" skreg Valdemar med uudsigelig Angest og greb ham krampagtigt i Armen, "hvad vil Du sige, naar Du staaer ligeoverfor din Gud; hvad vil Du sige, naar kun Foragt følger Dig til Graven. Hvorfor er Du saa ond? Hvorfor maa jeg ikke elske Dig? O siig! siig blot, at Du ikke meente det! Gud vil tilgive Dig Alt, naar Du blot ikke gjør Din Villie ond."
"Min Gud?" raabte Høllo og stødte Vinduet
